Endnu en profil forlader Esbjerg: Ophæver kontrakten med stopper
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Endnu en profil forlader Esbjerg: Ophæver kontrakten med stopper

Andreas Nordvik er ikke længere Esbjerg fB-spiller. Han har fået ophævet sin kontrakt med klubben som konsekvens af nedrykningen fra Superligaen.

Der er lige knap to uger, til sæsonen begynder i 1. division, og Esbjerg fB skal forsøge at spille sig tilbage i den bedste række. Det bliver dog uden en af klubbens erfarne spillere.

Andreas Nordvik har således fået ophævet sin aftale med øjeblikkelige virkning. Det oplyser EfB på sin hjemmeside. Parterne er blevet enige om at gå hvert til sit, så Nordvik kan søge andre klubber.

- Andreas’ kontrakt er blevet ophævet som en konsekvens af nedrykningen. Andreas er ikke en 1. divisions-spiller, han hører til på et højere niveau. Vi vil gerne sige stor tak til Andreas for hans indsats her i klubben, og vi ønsker ham det bedste i fremtiden, skriver klubben.

30-årige Nordvik kom til Esbjerg for halvandet år siden og havde kontrakt to år endnu. Selv om han kun nåede at opleve nedtur i klubben, ser han alligevel tilbage på sine 18 måneder på Vestkysten med glæde.

- Jeg har været rigtig glad for min tid i Esbjerg og EfB. Jeg har haft det godt med alle, der har deres daglige gang i EfB og ikke mindst fansene, som EfB virkelig skal være glade for. De har virkelig imponeret mig, ikke mindst i de playoff-kampe, vi havde her i foråret, siger han. 

Dermed rundede EfB et tocifret antal afgange siden nedrykningen fra Superligaen for halvanden måned siden. Senest var det anfører Victor Pálsson, og før ham tog også topscorer Robin Söder sin afsked med klubben. 

Derudover har Jeppe Andersen, Mads Hvilsom, Georgios Katsikas, Konstantinos Tsimikas, Otar Kakabadze, Emmanuel Oti Essigba og Awer Mabil også forladt klubben denne sommer.