Bayern uden fem profiler - men med Lewandowski
Foto: Mathias Schrader/AP/Polfoto
Champions League

Bayern uden fem profiler - men med Lewandowski

Endnu en mand er skadet før Bayern Münchens Champions League-brag mod FC Barcelona. Til gengæld er Robert Lewandowski med i truppen.

Bayern München må undvære en række stærke spillere, når den tyske mesterklub møder FC Barcelona i Champions League-semifinalen onsdag aften i Spanien. 

Endnu en spiller har nu meldt afbud, så listen over skadede spillere nu tæller fem markspillere og en reservekeeper. Seneste mand på skadestuen er Sebastian Rode, der er blevet ramt af en muskelskade i låret. Han kunne ellers have været i spil til en startplads på grund af de mange skader, som Bayern München døjer med for tiden. 

Foruden Rode er profilerne Arjen Robben, Franck Ribery, David Alaba og Holger Badstuber skadede ligesom reservekeeperen Tom Starke er det. 

Til gengæld kan Bayern-folket glæde sig over, at angriberen Robert Lewandowski har meldt sig klar til kamp. Han har pådraget sig en brækket næse og et brækket kindben, men kan gennemføre kampen mod Barcelona med en specialdesignet maske. Robert Lewandowski er således udtaget til truppen til opgøret. 

Kampen mellem Bayern Mücnhen og FC Barcelona spilles onsdag klokken 20.45 på Camp Nou.