FCK-fans knivoverfaldet i Torino
Illustration
Champions League

FCK-fans knivoverfaldet i Torino

En gruppe FC København-fans blev her til formiddag overfaldet med kniv, da de spiste brunch i Torino forud Champions League-kampen mod Juventus.

Det endte helt galt, da fire FC København-fans til formiddag var gået ud på en café for at spise brunch. Midt under måltidet blev de overfaldet med kniv, slag og spark af en gruppe Juventus-fans. 

En gruppe på fem-syv italienere stormede ind på den lille café, hvor de overfaldt danskerne, og to blev ramt af kniven. 

- Jeg var ude med et andet par fra hotellet og spise brunch 3-400 meter fra vores hotel. Mens vi spiser, kommer der fem-syv italienere ind og råber ad os og overfalder os. Jeg bliver snittet og stukket i ryggen. Rikke bliver ramt i skulderen, og kæresten får nogle slag. Og så løber de igen, fortæller det ene offer, Kristoffer Østergaard, til Ekstra Bladet.

Efter det dramatiske overfald gik danskerne tilbage til deres hotel, men skaderne var ikke så alvorlige, at de måtte forbi hospitalet. Ifølge Ekstra Bladet har de heller ikke tænkt sig at anmelde episoden til det lokale politi, selvom parret er taget hjem til Danmark uden at se kampen.