Video : Tipsbladet
Champions League

Viktoria Plzen sender CSKA ud af Champions League

Viktoria Plzen sendte tirsdag aften CSKA Moskva ud af Champions League, hvilket betyder, at både Roma og Real Madrid går videre fra gruppespillet.

Efter et 2-1-nederlag til Viktoria Plzen tirsdag aften er CSKA Moskva færdige i årets Champions League.

CSKA Moskva skulle nemlig bruge en sejr for at holde håbet om videre avancement i live, og de fik da også hurtigt bragt sig i front.

Efter blot ti minutter vandt russernes venstre wingback, Georgi Schennikov, bolden fra Vikotria Plzens Milan Petrzela, der klodset nedlagde Schennikov i tjekkernes felt og dermed begik straffe. Det tog Nikola Vlasic sig stensikkert af og scorede sit tredje Champions League-mål i denne sæson.

Russerne fortsatte med at kontrollere opgøret, og blandt andre Schennikov havde et par gode muligheder for at udbygge føringen, men skarpheden udeblev.

I stedet var han tæt på at blive en skurk i slutningen af første halvleg. Schennikov begik nemlig straffe, da han nedlagde Radim Reznik bagfra i eget felt. Dog havde Igor Akinfeev i CSKA Moskva-målet ingen problemer med at redde Roman Prochazkas svage skud.

I anden halvleg fik Prochazka dog endelig sendt kuglen i nettet, da han curlede et fladt indlæg af Jan Kopic forbi Akinfeev og op i krydset til 1-1. Så skulle CSKA Moskva igen frem og jagte et mål, men selv om de hurtigt kom til et par fine chancer, kunne de ikke bringe sig foran.

Det kunne Viktoria Plzen til gengæld kort før tid. Et indlæg fra Patrik Hrosovsky endte i panden på Lukas Hejda, der akrobatisk hoppede bagud og headede bolden ind til slutresultatet 2-1.

Både CSKA Moskva og Viktoria Plzen er nu ude af Champions League, da de begge har fire point med en kamp tilbage, mens Real Madrid og Roma begge har ni point og altså er videre. Samtidig overtager Plzen tredjepladsen fra CSKA Moskva, da de er bedre indbyrdes, og fører dermed an i kampen om den Europa League-billet, tredjepladsen giver.