Video : Tipsbladet
Champions League

Wenger slagter Barça efter fadæse: De har mistet deres karisma

Barcelona virker til at være en skygge af sig selv i disse dage, og Arsene Wenger er da også langt fra at være imponeret af det spanske storhold.

I weekenden blev det til et 3-1-nederlag til Levante, og tirsdag løb Barcelona så ind i en skuffende nulløsning hjemme mod Slavia Prag. 

Den katalanske storklub ser ud til at være langt fra tidligere tiders niveau, og den franske trænerlegende Arsene Wenger er da også langt fra imponeret.

Plejede at være fantastiske
Wenger er i disse dage ansat som ekspert for BeIn Sports, og efter slutfløjtet i opgøret mod tjekkerne var franskmanden hård i sin kritik af Barcelona.

- De er et interessant tilfælde. Historisk set har de været kendt for at være et brilliant kollektiv, og derudover havde de Messi til at gøre forskellen. Men nu om dage virker det til, at deres spil går ud på at vente på Messi. 

- De var et fantastisk hold, men de har mistet deres karisma, og de må tænke over, hvor meget de er blevet påvirket af deres fiaskoer i Champions League (mod Roma og Liverpool, red.). Udefra set virker det til, at de har mistet deres karisma.