Feyenoords vanvidsfans koster Rom 40 millioner
Foto: Gregorio Borgia/POLFOTO
Europa League

Feyenoords vanvidsfans koster Rom 40 millioner

Rom lignede på ingen måder sig selv, da Feyenoord og deres fans var på besøg i byen i Europa League. Det medførte nemlig kampe mellem fans og politi i gaderne.

Den italienske indenrigsminister Angelino Alfano har torsdag i en pressemeddelelse oplyst, at det har kostet 40 millioner kroner, at rette op på de skader, som de hollandske hooligans fra Feyenoord forvoldte Rom, da de besøgte byen i februar.

Det gjorde de i forbindelse med Europa League-kampen mellem netop Feyenoord og Roma. Som en del af optøjerne var der opgør med det italienske politi, samtidig med at der blev ødelagt monumenter og tisset op ad antikke mure fra Romerrigets tid.

Angelino Alfano mener, at politiet gjorde, hvad de kunne i situationen.

- Politiet handlede med professionalisme og balance, og i sådanne hændelser handler det mest om at begrænse omfanget af skader, siger han.

Ministeren ved i øvrigt heller ikke, hvad man kunne have gjort for at have undgået ødelæggelserne.

- De folk, der stod bag den voldsomme adfærd, var berusede af alkohol. Det var de på trods af, at der var forbud mod salg af alkohol i byen den dag, lyder det fra Alfano.

Prisen lyder på 40 millioner, men den hollandske regering har afvist at betale for skaderne, som de hollanske fans har forvoldt. En mulighed om en venskabskamp mellem de to lande, hvor pengene går til skaderne er også blevet droppet.