Thomsen: Vi er en seriøs kandidat til at gå videre
Illustration
Europa League

Thomsen: Vi er en seriøs kandidat til at gå videre

AaB's Nicolaj Thomsen mener, at AaB er en seriøs kandidat til at sikre sig adgang til 1/16-finalerne i Europa League. Men kravet er en sejr, når AaB torsdag aften tørner sammen mod Steaua Bukarest.

AaB kan torsdag aften sikre sig adgang til forårets 1/16-finaler i Europa League. Men skal det lykkes for nordjyderne, så er kravet en sejr, når de tørner sammen med Steaua Bukarest. 

Og AaB's Nicolaj Thomsen glæder sig over den mulighed. Især på grund af AaB's dårlige start i Europa League, som blandt andet bød på et 6-0-nederlag mod netop Steaua Bukarest, da de mødte dem i Rumænien tilbage i september måned. 

- Jeg synes, at vi har vist god moral. Vi fik megen kritik efter de to store udebanenederlag mod Apoel og Steaua, hvor det nærmest hed sig, at vi ikke kunne være det bekendt på dansk fodbolds vegne. Men specielt på hjemmebane har vi siden vist, at vi vil det her. Vi er en seriøs kandidat til at gå videre fra gruppespillet, siger Nicolaj Thomsen til Nordjyske. 

Indtil videre ser det dog ikke ud til, at der bliver udsolgt til opgøret. AaB har nemlig kun solgt 8000 billetter til opgøret, men Nicolaj Thomsen forventer alligevel, at kampens betydning vil få endnu flere til at melde sin ankomst på Nordjyske Arena. 

- Der har desværre ikke været fyldt til kampene i Europa League i år, men det her er jo en knald-eller-fald kamp. Hvis ikke der kommer mange tilskuere til den her kamp, så ved jeg ikke, hvornår de kommer, siger han.