Video : Tipsbladet
Generelle

Vil bruge 1,3 milliarder på trio i januar: Chelsea afventer udfald af appel

I Chelsea krydser man fingre for, at den internationale sportsdomstol CAS vil vise klubben nåde i slutningen af november.

Chelsea er for tiden ramt af en transferkarantæne, fordi London-klubben brød reglerne om handel med ungdomsspillere 150 gange. Chelsea kunne således ikke handle i sommer, og må heller ikke hente spillere til januar.

Den internationale sportsdomstol CAS skal dog tage stilling til en appel fra Chelsea den 20. november. Og Chelsea-boss Frank Lampard kan se frem til et voldsomt indkøbsbudget i januar, hvis Chelsea får medhold i klubbens appel. 

Lampard vil handle
Frank Lampard kan således se frem til at få stillet hele 1,3 milliarder kroner til rådighed til januar, hvis transferkarantænen bliver ophævet. Det skriver den engelske avis The Sun.

Lampard har i denne sæson vist imponerende takter, selvom klubikonet i sin første sæson som Chelsea-boss altså i høj grad har været nødsaget til at satse på ungdomsspillere. Lampard er dog klar til at handle, hvis det bliver muligt.

- I Chelsea vil vi altid forsøge at forstærke os i transfervinduerne, hvis vi får lov, og hvis vi føler, at vi kan hente spillere, der vil forstærke truppen. Selvfølgelig interesserer det mig (høringen af appellen, red.), fordi det har betydning for vores muligheder i januar.

Har kig på tre spillere
Chelsea har en del penge på kistebunden efter at London-klubben i sommer solgte Eden Hazard til Real Madrid. Og ifølge The Sun ønsker Lampard at bruge disse penge på tre forskelligere spillere til januar.

Lampard har således angiveligt kig på Leicesters venstreback Ben Chilwell samt angriberne Wilfried Zaha og Timo Werner, fra henholdsvis Crystal Palace og RB Leipzig. 

Frank Lampard slår dog fast, at han ikke ved nok om de juridiske detaljer vedrørende karantænen til at udtale sig kompetent om klubbens appel. Chelsea-bossen slår fast, at han primært fokuserer på aftenens Champions League-brag mod Ajax.

- Jeg tænker ikke for langt fremad. Vi må se hvad der sker, og hvordan det vil påvirke os.