Video : Tipsbladet
Generelle

Aggressiv Raiola om Solskjær: Jeg har været for rar over for ham indtil nu

Mino Raiola har nu svaret tilbage på Solskjærs udtalelser om, at Paul Pogba tilhører Manchester United og ikke den kontroversielle agent.

Tidligere i dag fastslog Ole Gunnar Solskjær, at Paul Pogba stadig tilhører Manchester United, og altså ikke Mino Raiola, i kølvandet på agentens udtalelser om, at franskmanden helst vil skifte klub til sommer. 

Og nu har Raiola så givet svar på tiltale. 

- Pogba er ikke min og så sandelig heller ikke Solskjærs ejendom. Paul Pogba tilhører Paul Pogba. Det er længe siden, at man måtte eje mennesker i Storbritannien eller nogle andre steder. Jeg håber ikke, at Solskjær indikerer, at Paul er hans fange. Men før Solskjær udtaler sig, må han sætte sig bedre ind i tingene, skriver Raiola i et langt opslag på Instagram. 

- Jeg er en fri borger, som må tænke og udtrykke mine tanker. Jeg har måske været for rar over for ham indtil nu (...) Jeg tror måske, at Solskjær er frustreret af forskellige årsager, og blander tingene sammen. Jeg tror Solskjær har andre ting at bekymre sig om. Det ville jeg i hvert fald, hvis jeg var ham. 

Dermed virker det nu til, at en reel fejde er undervejs mellem Solskjær og Raiola, som i sidst uge antydede, at Pogba måske ønskede et skifte tilbage til Juventus.