Video : Tipsbladet
Generelle

Barça-stjerne begraver stridsøksen: Vil invitere Real-præsident til tennis

Gerard Piqué har travlt med at arrangere tennisturneringen Davis Cup, og Barcelona-stjernen slår nu fast, at han vil invitere rivalerne fra Real Madrid og Atlético Madrid til turneringen.

Der er generelt ikke den store kærlighed mellem Real Madrid og Barcelona, idet de to storklubber har været ærkerivaler i mere end et århundrede.

Barcelona-stjernen Gerard Piqué plejer som regel også at være god for en hånlig bemærkning til madrilenerne - men nu vil forsvarsgeneralen række en hånd ud til de hadede rivaler.

Piqué slår således nu fast, at han vil invitere Real Madrid-præsident Florentino Perez med til sin tennisturnering.

Vil invitere rivaler
Piqué ejer den virksomhed, der har overtaget styringen med den prestigefyldte tennisturnering, og Barcelona-stjernen ser frem til turneringen, som skal afvikles i Madrid til november.

Piqué slår fast, at han vil udnytte begivenheden til at invitere flere af rivalerne i den bedste spanske række.

- Jeg vil invitere Florentino (Real Madrid-præsident Florenino Perez, red.). Jeg inviterer også alle spillerne fra Real Madrid og Atlético Madrid. Fodbold er én ting, men tennis er noget helt andet, lyder det ifølge Radio Marca fra Piqué.

Ikke en distraktion
Piqué er ikke bekymret for, at hans planlægningsarbejde med den store turnering vil distrahere ham under den igangværende sæson.

- Det er kun tre kvarter i fly fra Barcelona til Madrid. Det er relativt tæt på. Ugen før turneringen er der landskampspause (Piqué har stoppet sin landsholdskarriere, red.), og der vil jeg være i Madrid for at få de sidste ting på plads. Vi spiller mod Leganés i den uge, men kalenderen tillader, at jeg kan blive og nyde de sidste kampe i turneringen.