Video : Tipsbladet
Generelle

Forklædt som snemand: Målræv smadrede Lamborghini ind i fremmed have

En engelsk familie fik ikke besøg af julemanden i år. Til gengæld kom West Ham-stjernen Michail Antonio forbi i sin Lamborghini, udklædt som snemand.

I England fejrer man først for alvorligt jul den 25. december, og for de fleste englændere er denne dag således lig med harmoni og hygge.

I år kom det dog til at gå lidt anderledes for Kia Rosina og hendes familie, idet West Ham-stjernen Michail Antonio raserede deres forhave 1. juledag, da han kørte galt i sin Lamborghini. Rosina og hendes familie blev selvsagt chokerede, da de hørte et kæmpe brag og så den smadrede luksusbil i forhaven. 

Og overraskelsen blev ikke mindre, da føreren af bilen viste sig at være klædt ud som en snemand, da han kravlede ud af den smadrede bil.

- Maden var næsten klar, da jeg hørte et gigantisk brag. Hele huset rystede. Vi har to små skure i haven, som er lavet af mursten. Og de fløj alle vegne. Først troede jeg, at det var en bus, fordi braget var så højt. Jeg løb ud og råbte: 'Mor!' Derefter løb vi hen for at se, om personerne i bilen var okay, lyder det ifølge Daily Mirror fra Kia Rosina.

Kravlede ud
Forhaven lignede en krigszone, og derfor var Kia Rosina bekymret for, at føreren var bilen var ilde tilredt.

- Da vi løb udenfor, der troede vi, at føreren var kommet slemt til skade. For det så ikke godt ud. Min mor løb ud før mig, så da jeg var nået frem, der var han allerede hoppet ud af bilen i sit snemandskostume. Vi var lettede, da vi fandt ud af, at ingen var kommet til skade. 

Ifølge Daily Mirror forlod Michail Antonio efterfølgende den kaotiske scene uden at undskylde eller betale for erstatninger. Politiet var efterfølgende til stede. Michail Antonio var på vej til et holdmøde, og angriberen deltog torsdag i West Hams 2-1-nederlag til Crystal Palace.

Se en video af Michail Antonio, der kravler ud af sin smadrede Lamborghini, forlædt som snemand.