Video : Tipsbladet
Generelle

Klopp raser efter endnu en sejr: Sikke et lortespørgsmål!

Jürgen Klopp var ikke tilfreds med et spørgsmål om Liverpools uovervindelighed efter sejren over Wolves.

Liverpool hentede i går aftes en sen sejr på udebane over Wolves, som blev sikret efter 85 minutter, da Roberto Firmino gjorde det til 2-1.

Jürgen Klopps tropper fortsætter således med at flyve derudaf i Premier League, og de er således stadig ubesejrede efter 23 runder. 

Det har selvfølgelig skabt en del spekulation, om hvorvidt Liverpool kan gentage Arsenals store Invincibles-præstation i 2003/2004-sæsonen. 

Liverpool har endda fået øgenavnet The Inevitables - altså 'De Uundgåelige' - fordi det efterhånden virker uundgåeligt, at Liverpool sikrer sig sin første titel i Premier League-æraen. 

Den titel var Klopp dog ikke meget for, da han i går aftes blev spurgt ind til det. 

- Du ved allerede før, du spørger, at det er et lortespørgsmål. Og alligevel spørger du. Jeg har aldrig hørt det ord før - jeg har ingen idé om, hvad det betyder. Hvad er uundgåeligt?, lød det fra Klopp ifølge Goal. 

- Vi kunne ikke være mere ligeglad. Hvis du spørger mig, er vi ikke engang matematisk kvalificeret til Champions League endnu. 

Liverpool har et forspring på 16 point med 17 runder igen.