Video : Tipsbladet
Generelle

Vil væk: Dortmund-stjerne raser over dårlig behandling

Jadon Sancho nærmer sig et Dortmund-exit, efter at klubben har været hårde ved den engelske teenager i den seneste tid.

Jadon Sancho har længe været rygtet væk fra Dortmund, hvor den 19-årige englænder i sidste sæson fik sit store gennembrud. 

Og nu forlyder det, at kantspilleren nu selv også er opsat på at komme væk fra Bundesliga-klubben, fordi han føler sig dårligt behandlet. Det skriver den engelske avis Daily Mail.

Føler sig trådt på
Jadon Sancho fik en bøde på omtrent 750.000 kroner, efter at han vendte for sent tilbage til Dortmund efter en landskampspause. Sancho blev samtidigt udelukket fra den vigtige ligakamp mod Gladbach. Englænderen skulle dog angiveligt have accepteret denne straf.

Den unge stjerne er dog blevet irriteret over, at han efterfølgende blev tvunget til at træne alene, samt at han skulle stå model til offentlig kritik fra Dortmund-sportsdirektør Michael Zorc.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over for Jadon Sancho, var dog, at han i topkampen mod Bayern München på ydmygende vis blev udskiftet allerede efter 36 minutter. Cheftræner Lucien Favre forklarede efterfølgende udskiftningen med, at Sancho simpelthen bare havde været for ringe.

Og nu forlyder det altså, at Sancho er rasende over at blive hængt ud på denne måde. Meget tyder således på, at Sancho kan være fortid i Dortmund til sommer, hvor klubber som Liverpool, Manchester City, Juventus og Real Madrid har været sat i forbindelse med englænderen.