Nicolai Jørgensen og Kasper Dolberg har begge døjet med skader i de første tre dage i landsholdssamlingen, og deres deltagelse i søndagens kamp mod Rumænien er endnu usikker. Det har Åge Hareide nu taget konsekvensen af.
Landstræneren har således rykket Marcus Ingvartsen fra U21-landsholdet op blandt seniorerne, hvor han ifølge DBU skal være gardering. Underforstået: Hvis Jørgensen og Dolberg ikke bliver klar.
Hareide henter U21-topscorer, Marcus Ingvartsen, til A-landsholdets trup i München som gardering. Dermed trup på 24
— Dansk Boldspil-Union (@DBUfodbold) 22. marts 2017
Den 21-årige FC Nordsjælland-angriber har gang i en glimrende sæson. Han har scoret 14 mål i 25 Superliga-kampe, hvilket placerer ham på andenpladsen på topscorerlisten, mens han blev dansk topscorer i U21-landsholdets EM-kvalifikation med otte mål i seks kampe.
Han var oprindeligt udtaget til U21-landsholdets to testkampe mod Spanien i morgen og England på mandag, men støder nu til A-landsholdet, der forbereder sig til Rumænien-kampen i München.
Det er et ganske vigtigt opgør for Danmark, der med et nederlag kan risikere at være så godt som ude af spillet til en plads ved næste sommers VM-slutrunde. Kampen spilles på søndag i Cluj.
Hvis Ingvartsen kommer på banen, vil det være hans debut på A-landsholdet.