Den store overraskelse i Danmarks trup mod Luxembourg, var AaB’s Lucas Andersen. Fordi selvom han har gjort det godt i Superligaen på det seneste, var der ikke mange, der havde udråbt ham til landsholdsspiller i denne ombæring.
Men Danmarks landstræner Åge Hareide fandt plads til ham. Nyheden kom som en overraskelse for Lucas Andersen.
- Jeg blev taget med bukserne nede, mens jeg sad med tre gutter og var ude og spise. Jeg kigger på et tidspunkt på min mobil og ser, at der er 20 ubesvarede opkald, så jeg tænkte, jeg må nok hellere lige ringe tilbage, siger han til Kanal5.
I det 61. minut blev Lucas Andersen skiftet ind i kampen, der blev spillet på hans normale hjemmebane, Aalborg Stadion.
Han var efter kampen glad for sit indhop.
- Luxembourg spillede meget kompakt, og vi var foran 3-0 på det tidspunkt. Jeg prøvede at lægge nogle løb ind og komme bag ved dem, da jeg ikke følte, der var så meget plads i deres mellemrum. Når man ikke er så meget på bolden, må man arbejde hårdt, og det var det, jeg forsøgte at gøre, lyder det fra AaB’eren til Kanal5.