Video : Tipsbladet
Premier League

Conte insisterer: Skade holdt Costa ude af Leicester-kamp

Antonio Conte afviser fortsat spekulationerne om, at det skulle være problemer på de interne linjer, der holdt Diego Costa ude af lørdagens sejr over Leicester.

Med sit fravær fra Chelsea-truppen til lørdagskampen mod Leicester har Diego Costa været emne for stor diskussion denne weekend.

Den spanske angriber rygtes utilfreds med at være blevet blokeret for et skifte til Kina, men Chelsea-manager Antonio Conte insisterede både før og efter kampen mod Leicester på, at det var en skade, der holdt Costa ude.

- Hvis du vil vide sandheden, så er jeg klar til at fortælle sandheden. Den er, at Diego under træningen tirsdag stoppede, fordi han følte smerte i sin ryg. Derefter trænede han ikke mere i ugen, og af den grund var han ikke til rådighed for startopstillingen, bænken eller truppen. Det er sandheden, sagde Conte efter kampen ifølge Chelseas hjemmeside.

Diego Costa er Chelseas topscorer med 14 Premier League-mål denne sæson.