Landsholdsspiller: Championship er niveauer bedre end Superligaen
Foto: Brentford FC
Premier League

Landsholdsspiller: Championship er niveauer bedre end Superligaen

Det er et stort step op at skifte til England og Championship, fortæller landsholdsspiller Lasse Vibe, der peger på, at ligaen er niveauer bedre end Superligaen og Allsvenskan.

Blot fem point i fem kampe er det blevet til for Brentford i denne sæson. Klubben var sidste år tæt på at rykke op i Premier League, men det glippede, og derfor har den Matthew Benham-ejede klub med danske Rasmus Ankersen som sportsdirektør handlet markant ind denne sæson, ligesom manageren er skiftet ud, men endnu mangler resultaterne.

Klubben hentede to danskere, hvor Andreas Bjelland formentlig er færdig for sæsonen med en alvorlig skade, mens Lasse Vibe spiller og har tegnet sig for sin første scoring. Vibe, der er dansk landsholdsspiller, blev hentet i IFK Göteborg, hvor han blev en suveræn topscorer i Allsvenskan sidste sæson, og han peger på, at der er stor forskel på den skandinaviske ligaer og Englands næstbedste række.

- The Championship er en spændende liga. De økonomiske forudsætninger, klubberne har, gør, at ligaen er flere niveauer over både Superligaen og Allsvenskan. Englænderne selv rangerer den også utroligt højt, siger Lasse Vibe til metroxpress.

Lasse Vibe, 28 år, har indtil videre spillet i alle fem kampe for Brentford i sæsonen. Tre fra start, to som indskifter.

Brentford er i aktion i aften, hvor klubben er på udebane mod Middlesbrough.