Video : Tipsbladet
Premier League

Pogba efterlyser angrebsiver på Old Trafford

Manchester United-profilen Paul Pogba opfordrer sine holdkammerater til at angribe mere, når holdet spiller på hjemmebane.

Det lignede ellers, at Manchester United resultatmæssigt var på vej ind på det rette spor efter tre sejre på udebane i træk, men i weekenden løb De Røde Djævle så ind i et nyt pointtab. Denne gang hjemme på Old Trafford mod oprykkerne fra Wolverhampton. 

United kom ellers foran i første halvleg, da formstærke Paul Pogba assisterede brasilianske Fred, men i starten af anden halvleg bragte Joao Moutinho gæsterne tilbage i kampen.

Hjemmeholdet formåede ikke at bringe sig i front igen, og kampen endte derfor 1-1 på Old Trafford, hvor Manchester United ifølge Pogba ikke har været offensive nok:

- Når vi spiller på hjemmebane burde vi angribe, angribe, angribe. Det er sådan, det skal være på Old Trafford. Vi burde spille langt bedre mod Wolves på hjemmebane. Vi er her for at angribe, og jeg tror, at modstanderen bliver nervøs, når de ser Manchester United angribe og angribe. Det var vores største fejl.

- Måske skal attituden blive bedre og vores spil blive bedre, fordi - igen - vi spiller på Old Trafford, og vi burde gå ud og angribe kampene med et højt pres, som vi gjorde det mod Tottenham, Liverpool, Chelsea og Arsenal i sidste sæson. Når vi spiller sådan, bliver kampene nemmere for os, fortæller den franske verdensmester til Sky Sports.

Næste opgave for Manchester United er i den engelske ligacup, Carabao Cup, hvor de tirsdag aften møder Derby.