Video : Tipsbladet
Premier League

Solskjær mod Solskjær: Sønnike debuterede i nederlag til United

Ole Gunnar Solskjærs søn, Noah Solskjær, fik tirsdag aften debut, da Kristiansund tabte med 0-1 til Manchester United.

Tirsdag aften udspillede der sig en noget pudsig situation, da norske Kristiansund og Manchester United mødtes i en træningskamp. Ole Gunnar Solskjærs søn, Noah Solskjær, fik nemlig førsteholdsdebut mod sin fars mandskab. 

Der gik dog længe, inden 19-årige Solskjær Junior kom i aktion. Han måtte vente helt indtil slutminutterne, før han kunne løbe på banen til sin førsteholdsdebut for Kristiansund. 

Inden da havde han ikke været vidne til en særlig seværdig kamp, da Manchester Uniteds stjerner ikke kunne få hul på bylden. De skulle dog alligevel få sejren til sidst. 

Kristiansunds tredjekeeper, Andreas Vaikla, blev sendt på banen samtidig med Noah Solskjær, men i overtiden fældede han Paul Pogba, og så blev der peget på pletten. Juan Mata var sikkerheden selv, da han sikrede Manchester United sejren. 

Manchester United har en enkelt træningskamp tilbage inden sæsonstarten. Det er på lørdag, hvor AC Milan venter.