Ronaldo med forrygende flugter i Real-sejr
Foto: Daniel Ochoa de Olza/Polfoto
La Liga

Ronaldo med forrygende flugter i Real-sejr

Cristiano Ronaldo blev helten for Real Madrid mod Real Sociedad, da han på flotteste vis flugtede kuglen ind til 2-1 med tyve minutter igen. Kampen endte 3-1.

Det startede ellers ikke godt for Cristiano Ronaldo i dagens La Liga-kamp mellem Real Madrid og Real Sociedad. Efter 24 minutter brændte den portugisiske stjernespiller et straffespark og måtte tage sig til hovedet over at misbruge den store mulighed.

Men Real Madrid-spilleren fik chancen fra 11-meter-pletten små 20 minutter senere i første halvleg, og denne gang fejlede Ronaldo ikke og bragte hovedstadsklubben foran 1-0.

Der skulle dog ikke gå længe, før gæsterne fik udlignet. Bare fire minutter inde i anden halvleg scorede Ronaldos landsmand, stortalentet Bruma, til 1-1 for Real Sociedad.

Real Madrid kom foran igen efter et nyt mål af Ronaldo. I det 67. minut flugtede Ronaldo på forrygende vis bolden ind til 2-1 fra kanten af feltet. Målet kom efter et hjørnespark, hvor Ronaldo nærmest i en baglæns bevægelse flugtede kuglen med sit venstre ben over i det lange hjørne.

Sociedad havde ellers været godt med i kampen inden Ronaldos anden scoring.

Til sidst lukkede den indskiftede Lucas Vazquez kampen, da han køligt scorede til 3-1 på et kontraangreb efter 86 minutter. Det var i øvrigt spillerens første La Liga-scoring for Real Madrid.

Kongeklubben sluttede derfor året af med en vigtig sejr, der bringer dem op på førstepladsen i rækken. FC Barcelona er dog kun et enkelt point bagud og har to kampe i hånden.