Video : Tipsbladet
Serie A

Robin Olsen tæt på fransk lejeaftale: Roma vil betale en del af lønnen

Den tidligere FC København-målmand Robin Olsen har haft en hård periode i Roma, som ser ud til at være tæt på at være slut. I hvert fald for et års tid.

For lidt over et år siden skiftede Robin Olsen for omkring 60 millioner kroner fra FC København til den italienske hovedstadsklub AS Roma, men det er hurtigt gået ned ad bakke for ham i det italienske.

Derfor har rygterne om et klubskifte været heftige denne sommer, hvor både portugisiske og franske klubber har været nævnt. Nu ser det ud til, at det bliver netop sidstnævnte mulighed, der bliver det, som den svenske målmand vælger.

Det skriver den store, italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, som sender Olsen til franske Montpellier.

Her bliver det endvidere fortalt, at der bliver tale om en lejeaftale mellem parterne, hvor franskmændene ved afslutningen af sæsonen vil få en option på at hente svenskeren på en permanent aftale.

Som en del af aftalen har Roma desuden gået med til, at de skal betale en del af Robin Olsens løn, som skulle være på omkring 11 millioner kroner plus bonusser.

Det er ikke den eneste Roma-spiller, som bliver sendt videre fra Roma til Frankrig disse dage, da også Steven Nzonzi ser ud til at være tæt på at komme til Lyon, hvor Rennes også skulle have vist interesse.