Serie A

Skidt danskerdag i Italien

Matti Lund Nielsen var som den eneste dansker i kamp i Italien søndag eftermiddag. Frederik Sørensen og Simon Poulsen var begge bænket. Alle tre danskere tabte.

Søndag den 20. januar 2012 vil ikke gå over i historien som en
af de bedste danskerdage i Italien.

Kun Matti Lund Nielsen var i kamp i Serie A, og han og
holdkammeraterne fra Pescara tabte skuffende 0-2 hjemme til
medoprykkerne fra Torino. Den tidligere FC Nordsjælland-spiller blev
skiftet ud i pausen.

Frederik Sørensen har været en stensikker mand i Bolognas
startopstilling i lang tid, men i søndagens vigtige udekamp mod
storklubben AC Milan måtte den unge dansker tage til takke med en
plads på bænken. Om det var fraværet af danskeren, der gjorde
udslaget, skal være usagt, men Bologna måtte rejse fra Milano med
et 1-2-nederlag i bagagen.

Giampaolo Pazzini scorede begge mål for AC Milan, der dog også
fik Philippe Mexes på scoringstavlen, da han via et selvmål sørgede
for Bolognas enlige mål i kampen.

Simon Poulsen har mere eller mindre siddet klistret til bænken
siden skiftet til Italien i sommer, og den historie gentog sig i dag,
da han varmede udskiftningsbænk for Sampdoria i alle 90 minutter i
udekampen mod Siena, der vandt 1-0.

Catania besejrede Genoa 2-0 på udebane, mens Chievo og Parma
spillede 1-1.