Video : Tipsbladet
Superliga

AaB udlejer Robert Kakeeto til finsk klub

AaB udlejer midtbanespilleren Robert Kakeeto på ny.

Midtbanespilleren Robert Kakeeto har i denne sæson spillet sig lidt tættere på AaB-mandskabet. Og så alligevel ikke helt.

Kakeeto, der i sidste sæson var udlejet til Jammerbugt FC, har fået spilletid i tre Superliga-kampe i indeværende sæson og er sågar startet inde i en enkelt, men nu har nordjyderne valgte at udleje ham på ny.

24-årige Robert Kakeeto skal frem til begyndelsen af november tørne ud for finske HIFK Fotboll.

- Robert gjorde det tilfredsstillende, da han blandt andet forrige søndag fik chancen i udekampen mod FC Midtjylland, men som det også var tilfældet, da han blev udlejet for et års tid siden, så har vi god konkurrence på de centrale midtbanepositioner, hvorfor vi sammen har vurderet, at det vil være mest hensigtsmæssigt for Roberts udvikling at tilføje endnu et lejeophold, siger sportsdirektør Allan Gaarde til klubbens hjemmeside. 

Robert Kakeeto står noterert for 20 kampe for AaB. Hans kontrakt med klubben løber frem til udgangen af 2020.