Agent: Aabech forlader AGF
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

Agent: Aabech forlader AGF

AGF og Kim Aabech kommer ikke til at forlænge det samarbejde, når udløber til sommer. Så klar er beskeden fra spillerens agent.

I denne sæson og ikke mindst i sidste har Kim Aabech været en af AGF's bedste spillere. Det plejer som regel at udløse en ny kontrakt, når der er under et år, til den nuværende udløber, men det har Aabech ikke fået.

I stedet har han og agenten Alan Hvedehave besluttet, at den farlige offensivspiller forlader klubben til sommer. Så klar er udmeldingen fra Hvedehave. 

- Da AGF for tredje gang valgte at afvise forhandlinger om en ny kontrakt, tog vi en beslutning om, at vi ikke skriver under på en ny aftale med AGF. Vi finder noget andet. Der er masser af andre klubber, som vil have ham, siger han til bt.dk

Han siger desuden, at 32-årige Aabech hjertens gerne ville blive i Aarhus og slutte karrieren af, og at han ikke forstår, hvorfor AGF ikke har tilbudt en ny kontrakt endnu. 

Hos AGF tager man dog situationen noget mere roligt. Til TV 3+ siger sportschef Jens Andersson, at man er positive i forhold til at forlænge kontrakten, og at parterne har en aftale om at mødes senere i efteråret. 

Beskeden fra Alan Hvedehave er dog ikke til at tage fejl af. Han betegner sandsynligheden for en forlængelse som nul.

- Vi cutter ikke forbindelsen til AGF, og de er velkomne til at ringe, men beskeden er rimelig klar - vi er ikke interesserede i at forlænge, siger han til bt.dk.