Video : Tipsbladet
Superliga

AGF forlænger med kometen Kasper Lunding

AGF har forlænget kontrakten med 19-årige Kasper Lunding, der har fået et lille gennembrud i dette forår.

19-årige Kasper Lunding har været én af de helt store oplevelser i foråret indtil videre. Kantspilleren fik sin AGF-debut i premieren mod Esbjerg fB, og siden er han startet inde i alle kampe og har tilmed scoret to mål.

Kasper Lunding ligner på alle måder en fremtidens mand i AGF, og den konklusion er man da også nået frem til på Fredensvang, hvor Lunding har forlænget sin kontrakt, således han nu er bundet til AGF frem til sommeren 2022.

Dermed har talentet føjet to-et-halvt år til sin aftale.

- Kasper Lunding er en spiller med unikke offensive kvaliteter, og han har flyttet sig meget som spiller det seneste halve år. Han har blandt andet fået en større forståelse af, at fodbold går begge veje, og selvom der er lagt på både fysisk og i den defensive del af spillet, så har han på det område stadig masser af udviklingspotentiale. Kasper har igennem længere tid arbejdet fokuseret med sin fodbold - det har virkelig klædt ham, og det kan både vi og ham selv nu også nu se effekten af, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Vi har hele vejen igennem haft et håb om at se ham udfolde sit talent på det øverste niveau og gøre sig gældende som han gør nu. Og i den forbindelse skal vi ikke glemme at rose de ungdomstrænere, ledere og specialister, der har været inde over hans udvikling her i klubben. Det er virkelig godt arbejde at fremelske en spiller med en værktøjskasse af kompetencer som dem, Lunding er i besiddelse af.

Hovedpersonen selv er glad for, at fremtiden nu er på plads.

- Det er en fantastisk følelse. AGF er en god klub at spille i, så jeg er rigtig glad i dag. AGF ville mig, og jeg ville klubben, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville forlænge min kontrakt, da muligheden bød sig. Det giver noget ro, og nu kan jeg fokusere på min udvikling og mit spil og på at blive bedre til at holde et stabilt niveau og levere over længere tid. Nu ser jeg frem til at udvikle mig i de kommende år og være med til at bidrage på holdet, siger Kasper Lunding.

Næste opgave for Kasper Lunding og AGF er på søndag mod AaB.