Amini: Hvis man er fodboldfan, skal man komme til Randers på søndag
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Amini: Hvis man er fodboldfan, skal man komme til Randers på søndag

Det er på tide, at AGF-spillerne træder i karakter, og det må gerne allerede blive på søndag mod rivalerne fra Randers, mener Mustafa Amini, der vil bruge en sejr til at kickstarte AGF's hakkende sæson.

Efter AGF havde tabt til Randers FC i begyndelsen af september, bragte lokalavisen Århus Stiftstidende en artikel med overskriften "Statistik: Krisehold kan glæde sig til at møde AGF". I den gennemgik avisen de fem gange inden for et år, hvor AGF enten havde været offer for en modstanders første sejr i sæsonen eller første sejr i seks-syv kampe.

Det var et statistisk belæg for det, der i lang tid har været en stående joke i Aarhus; at kriseramte hold kan få kickstartet deres sæson mod AGF, der har specialiseret sig i at tabe mod mandskaber i dårlig form. 

Siden kampen i september har Randers ikke vundet i Superligaen, så spørgsmålet er, at de gør det igen på søndag, når de får besøg af AGF. Hvis de gør, er det i hvert fald ikke, fordi de hvidklædte gæster har en fundamental fejl, der gør dem til et let bytte for sårede dyr, mener Mustafa Amini.

- Jeg har også set det, men det er ikke noget systematisk. Sådan er fodbold bare. Hvis hele holdet ikke kommer med 100 procent, er der en risiko for at tabe. Jeg håber, at alle kommer med 100 procent på søndag, og vi får så mange fans på stadion, at det bliver som hjemmekamp. Vores fans er gode, og vi skal give dem noget at synge om, siger midtbanespilleren til tipsbladet.dk.

Forklaringen er måske den simple, at Superligaen er en tæt række med små forskelle på de bedste og de dårligste. Det så man senest i søndags, da Brøndby IF havde store problemer mod netop Randers, påpeger Amini. 

Den australske AGF'er skal dog passe på med, hvad han ønsker sig, for det er ikke nødvendigvis lykken, hvis udebanefansene giver Amini og co. fornemmelsen af at spille på hjemmebane. Der har AGF nemlig været dårligere end på udebane i denne sæson, hvor man har fået 1,17 point i snit pr. kamp, mens det blot er blevet til 0,88 hjemme.

I sidste sæson talte daværende cheftræner Glen Riddersholm også om et hjemmebanekompleks i Aarhus, men Amini har ikke en forklaring på, hvad årsagen er.

- I nedrykningskampene trådte vi i karakter hjemme og vandt mod Esbjerg, Viborg og AaB. Hjemme skal man være stærkere, men i sidste ende tager vi til Randers for at vinde. Det er ikke noget i hoveder eller sådan noget lort, siger han. 

Mustafa Amini skiftede før sidste sæson fra Randers til AGF, så han har oplevet rivaliseringen fra begge sider. Han mener heller ikke, at det famøse pres fra omgivelserne i Aarhus bør være nogen undskyldning for dårlig hjemmebaneform.

- AGF er en større klub, og der er mere pres, men som fodboldspiller skal man kunne klare det pres. Som hold og jeg personligt skal steppe op på søndag og resten af sæsonen. Får vi en sejr, kan det kickstarte vores sæson, og vi kan bygge videre på det, siger han.

Søndagens opgør er mellem to hold i problemer, for ingen af dem har vundet under deres nye trænere, og holdene indtager henholdsvis 14. og 10. pladsen i Superligaen. Randers har fire point op til holdene over dem, og AGF har syv op til den top 6, der er sæsonens mål. 

Kampen er altså ikke bare vigtig, fordi de to klubber har et anstrengt forhold til hinanden, men også fordi de har brug for de tre point i en svær sæson.

- Det er en kæmpe kamp, ikke bare for os, men også for fansene, for klubben og for hele Aarhus. Det bliver en meget intens kamp, fordi begge hold har så meget på spil i øjeblikket. Hvis man er fodboldfan i Danmark, bør man komme til den kamp. Det bliver stort for dansk fodbold, siger Amini, der hellere end gerne vil have hævn for 1-4-nederlaget på Ceres Park for snart to måneder siden.

- Det var et skuffende tidspunkt i vores sæson og deres første sejr. Vi kan forhåbentlig komme tilbage på sporet og give David Nielsen den sejr, han fortjener. Han har fået en svær start, men jeg kan godt lide at spille under ham, og vi er klar til at tage alle tre point på søndag.

Der er kickoff fra BioNutria Park i Randers klokken 16.