Video : Tipsbladet
Premier League

Andreas Christensen på dybt vand: Gjorde Sarri sur mod Arsenal

Det er ikke smart at forlade udskiftningsbænken før tid, men det gjorde Andreas Christensen mod Arsenal, og han har nu fået Maurizio Sarri på nakken.

Det står tydeligt for enhver, at Andreas Christensen ikke er Maurizio Sarris favoritspiller, og i løbet af weekenden er han ikke steget i graderne.

Den danske landsholdsspiller fik i sidste sæson sit helt store gennembrud i Chelsea under Antonio Contes ledelse, men i denne sæson har den 22-årige forsvarsspiller som oftest været at finde på bænken, idet Antonio Rüdiger og David Luiz er blevet foretrukket af Maurizio Sarri.

Nu ser det ud til, at Andreas Christensen har foretaget sig noget, som bestemt ikke vil bringe ham tættere på en plads i startopstillingen.

Det er den engelske avis The Times, som kan fortælle, at Andreas Christensen forlod udskiftningsbænken under lørdagens Premier League-kamp før tid.

Da det med 10 minutter tilbage af opgøret stod klart, at han ikke ville komme i aktion i lokalbraget, fortalte han de øvrige spillere på bænken, at han skulle et smut på toilet, men da kampen blev fløjtet af 15 minutter senere, var den danske landsholdsspiller ikke vendt tilbage.

Situation har ifølge den engelske avis fået Maurizio Sarri til at rase mod Andreas Christensen, og medmindre danskeren har haft en alvorlig trang til at skulle være på toilet i mindst 15 minutter, er det næppe et smart træk, som han foretog sig i weekenden.