Video : Tipsbladet
Superliga

Ankersen: Fyring af Riddersholm kom som et chok for mig

Glen Riddersholm var en af årsagerne til, at Jakob Ankersen valgte AGF i sommer, og kantspilleren var glad for sin daværende træner. Han havde ikke forventet, at Riddersholm ville blive fyret i september, og kalder tidspunktet "lidt malplaceret".

På sin vis er Jakob Ankersens efterår et glimrende billede på hans klubs. For der var forholdsvis store forventninger, da den tidligere Superliga-profil og landsholdsbobler vendte tilbage til dansk fodbold i sommer, men efteråret blev et frustrerende et af slagsen.

Der var bestemt højdepunkter, blandt andet målene mod FC Nordsjælland og FC Helsingør, men overordnet set gik halvsæsonen ikke som håbet. Undervejs blev cheftræner Glen Riddersholm fyret, og det var en beslutning, der kom bag på Ankersen.

Han var dels overrasket over tidspunktet, lige efter 5-1-sejren over Helsingør, og så var han selv glad for at have Riddersholm som træner.

- Fyringen af Glen Riddersholm kom som et chok. En af grundene til, at jeg kom til AGF, var ham. Jeg var glad for ham, for han forstod min situation, og hvad det krævede for at få mig tilbage i topform. Vi havde vundet 5-1 i Helsingør, så det virkede måske lidt ja, malplaceret. Det var et chok for mig, siger Jakob Ankersen til Jyllands-Posten.

Jakob Ankersen havde ikke spillet en betydende kamp i omkring otte måneder, da han kom til AGF i sommer, og han kom efter eget udsagn ikke hjem til Danmark i topform. Det håber han dog at komme nu, hvor han får en hel vinteroptakt med i AGF.

Holdet er aktuelt på træningslejr i Portugal, hvor det i går vandt 2-1 over kroatiske Rijeka i en kamp, hvor Ankersen startede inde. AGF åbner forårssæsonen med en mandagskamp 12. februar mod Hobro IK.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.