Bedst og værst: En hyldest til manden, der scorer de grimme
Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: En hyldest til manden, der scorer de grimme

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem Brøndby IF og Esbjerg fB.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF - Esbjerg fB 4-0 (2-0)

1-0 Teemu Pukki (24)

2-0 Kamil Wilczek (42)

3-0 Andrew Hjulsager (46)

4-0 Frederik Holst (49)

Kampens bedste:

Brøndby IF:
Der er flere spillere på Brøndbys mandskab, der synes at være vokset under Alexander Zorniger - i hvert fald vurderet ud fra de første par kampe i sæsonen. Andrew Hjulsager er en af dem. En anden er Christian Nørgaard. Denne søndag kunne man næsten kåre alle 11 Brøndby-spillere som "man of the match". Valget falder imidlertid på Teemu Pukki, der løb som en anden Forest Gump og kom frem til rigtig mange afslutninger. Noterede sig for en scoring og en assist. 

Esbjerg fB:
Esbjergs bedste er meget, meget billigt til salg. Den burde nok nærmere hedde "Esbjergs mindst ringe". Magnus Lekven gjorde dog en udmærket figur, efter han blev skiftet ind i anden halvleg og overtog anførerbindet. Brøndby scorede ikke, mens nordmanden var på banen. Han havde desuden nogle fine afleveringer frem i banen.

Kampens værste:
Den seneste opfindelse i Esbjerg er, at Victor Palsson skal være midterforsvarer. Det kunne man godt forestille sig, at de hurtigt dropper igen. Det fungerede i hvert fald slet ikke for islændingen, der hovedsageligt har spillet på midtbanen i sin karriere. Særligt ved Brøndbys 1-0-scoring så han skidt ud. Tilbage på midten med ham. 

Kampens detalje:
Kamil Wilczek virker ganske enkelt ude af stand til at score flotte mål. Hvis hans målnæse skulle omsættes til en Tinder-profil, ville han kun matche med de kvinder, der er mere rare, end de er pæne. Men som bekendt tæller alle scoringer - også de mange grimme, som polakken excelerede i endnu en af mod Esbjerg. Og hvis den største kritik, man kan rette mod en angriber, er, at hans mål er for grimme, så lever han nok ganske fint med det.