BIF-profil vraget under Thomas Frank: Det gjorde godt nok ondt
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Superliga

BIF-profil vraget under Thomas Frank: Det gjorde godt nok ondt

Frederik Holst er blevet genfødt i Brøndby under Alexander Zorniger. Her fortæller han om en svær tid under Thomas Frank.

Frederik Holst har om nogen været symbol på den nye start på Brøndbys nye spillestil. Fra den nye placering på den centrale midtbane har han efter 102 ligakampe uden mål scoret i begge Brøndbys kampe i ligaen, der begge er vundet overbevisende med samlet 6-0 og har givet de blågule en sjældent god start på sæsonen. Og så tog den 21-årige Holst også det afgørende straffespark mod skotske Hibernian i kvalifikationen videre mod Europa League.

Og det er ganske forbløffende, at Frederik Holst har gjort det så godt, for det er ikke mere end nogle få måneder siden, at han var langt fra spilletid. Han havde mistet sin plads som højre back og måtte i stedet nøjes med indhop rundt omkring efter et par år med stort set fast og fuld spilletid, og det var hårdt. Så selv om succesen nu selvfølgelig kan tilskrives Alexander Zornigers friske syn på spillerne og den nye taktik med højt pres og direkte spil mod modstandermålene, så var Holst igennem en lige så vigtig periode tilbage i februar 2015.

For dengang blev han vraget af Thomas Frank, hans træner fra det succesrige U/17-landshold, som Holst var en elegant og velspillende anfører for ved både EM og VM i sommeren 2011, og som også troede på ham, da han blev træner i Brøndby to år senere.

- Jeg havde et rigtig, rigtig godt forhold til Thomas. Det var ham, der rykkede mig op til de store drenge på U/17-landsholdet, da jeg var 15 år, og lige fra den dag har vi egentlig klikket rigtig godt sammen, og det blev mere og mere personligt. Han kom så ud til Brøndby, hvor det fortsatte, men så fik jeg lidt et chok på træningslejren nede i Portugal, siger Frederik Holst til Tipsbladet.

- Jeg synes jo, at jeg havde præsteret rigtig godt over en længere periode, men det går stærkt i fodbold, og lige pludselig var der en svensker, der hed Johan Larsson, der blev hentet ind. Det slog rigtig, rigtig hårdt på mig, I dag har jeg det rigtig godt med Johan, og vi sidder ved siden af hinanden [i omklædningsrummet], men dengang føltes det som et... ja, jeg ved ikke, om man kan kalde det et tillidsbrud fra Thomas.

- Det gjorde godt nok ondt. Vi var til møde i lejren dernede, og han sagde undskyld, men at det går stærkt i fodbold. Men jeg kan bare huske, at lige i den tid havde jeg sgu ikke så meget at sige til Thomas, lyder det fra Frederik Holst, der i Tipsbladet ikke lægger skjul på, at tanker om at blive lejet ud siden blev afløst af en indædt kamp for at genvinde en fast plads på holdet.

Læs hele det store og ærlige interview med Frederik Holst i dagens udgave af Tipsbladet - køb det sammen med Ekstra Bladet. Du kan også købe det online - klik her for at se hvordan.

I Tipsbladet fredag får du også:

- Interview med Mustafa Amini om afskeden i Randers og skiftet til AGF

- Interview med Martin Vingaard om skiftet til USA

- Historien om de smukke, danske stadioner

- Ugens transferoverblik

- Spiltips

- Resultater