DBU-formand forklarer: Tiden er kommet til at belyse systemet
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

DBU-formand forklarer: Tiden er kommet til at belyse systemet

Jesper Møller og DBU har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på Fodboldens Disciplinærinstans, og det sker, fordi man fra DBU's side erkender, at det er tid til at se på, om tingene skal ændres.

Fodboldens Disciplinærinstans med formand Jens Hjortskov i spidsen har været i aktion ofte de senere år, når instansen skal dømme i disciplinære sager, der relaterer sig til klubberne i dansk klubfodbold.

Men det er ikke det hele, der er gennemtænkt, og efter pokalfinalen senest kunne instansen ikke straffe FC København, Brøndby eller DBU for den sags skyld.

Og derfor luftede DBU-formand Jesper Møller ikke overraskende tanken om at få kigget instansen efter i sømmene, så den måske ender med at blive mere moderne og tidssvarende.

Det arbejde begyndte i dag, idet DBU nedsatte en arbejdsgruppe, der skal se på, om det er muligt.

Formand Jesper Møller forklarer.

- Det er ved at være mange år, siden vi lavede det nuværende system, så der er brug for at kigge på, om vi skal have reglerne strammet, justeret eller noget andet. Vi er enige om, at tiden er kommet til at få det belyst, og derfor nedsætter vi en arbejdsgruppe, siger Jesper Møller til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det, vi blandt andet skal have kigget på, er armslængde. Der har vi det system i samfundet, at dem, der efterforsker, ikke må vurdere, om der skal rejses en sag. Det er politifolk, der efterforsker sager, og jurister i anklagemyndigheden, der rejser selve tiltalen. Skal der alene sidde jurister, eller skal der også sidde klubfolk? Det er jeg sikker på, vi vil få en diskussion om også, siger han.

Arbejdsgruppen skal i første halvår af 2018 komme med anbefalingerne, og derfra vil man så se på, hvad der kan og skal ske, fortæller Jesper Møller.

- Nogle forslag vil DBU’s bestyrelse have kompetence til at tage stilling til, nogle skal repræsentantskabet afgøre, og nogle vil være inden for Divisionsforeningens kompetencer. Så det kommer an på, hvad de foreslår, siger Jesper Møller om tidsrammen for en ny og forbedret disciplinærinstans.

Sikkert er det i hvert fald, at både den gamle og den måske kommende moderniserede version af Fodboldens Disciplinærinstans får rigeligt at se til.

- Man kan altid finde specifikke sager. Der var for eksempel Hobro-sagen, FCK’s Champions League-kamp mod Porto med romerlys uden for stadion og det med fansene i pokalfinalen, og det er bare inden for de sidste år. Så der er altid behov for at kigge nærmere.

- Jeg har haft en fin dialog med Jens Hjortskov og klubrepræsentanter, og jeg forventer, at de kan gøre det i løbet af et par måneder, så vi får noget at forholde os til i starten af de nye år, siger han.

Arbejdsgruppen består af Jens Hjortskov, der er nuværende formand for Fodboldens Disciplinærinstans, advokat Peter Rønnow, Peter Ebbesen, der er turneringschef for Divisionsforeningen, Lars Kühnel. der er bestyrelsesformand i Hobro, sportsdirektør Jesper Hansen fra OB og en advokat og/eller jurist fra DBU, der varetager sekretæropgaven.