Deadline nærmer sig: Her er 11 spillere, der kan ende i Superligaen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Deadline nærmer sig: Her er 11 spillere, der kan ende i Superligaen

Tipsbladet.dk har set nærmere på en række spillere, der kan skifte til en dansk klub inden transferdeadline.

Fredag klokken 23.59 lukker transfervinduet, og det vil sige, at der vil være knald på rundt om i de 14 Superliga-klubber i denne uge. Det er ved at være sidste udkald, hvis den nuværende trup skal forstærkes til det allerede igangværende efterår.

Tipsbladet.dk har set nærmere på en række spillere, man kan forestille sig vil være at finde i en dansk klub, når transfervinduet er lukket. 

Uffe Bech, 25 år
Nuværende klub: Hannover 96

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller har fået besked på, at han ikke indgår i planerne i Hannover 96 i denne sæson, og derfor spiller han kampe for klubbens U23-mandskab, mens der i kulissen arbejdes på at finde en ny klub inden fredag. Uffe Bech har tidligere været en profil i Superligaen, og det vil måske være klogt af offensivspilleren at vende hjem til dansk fodbold og kickstarte karrieren.

Joshua John, 29 år
Nuværende klub: Bursaspor

Hollænderen har ikke udsigt til spilletid i Bursaspor, og i sidste uge fastslog Joshua Johns agent over for bold.dk, at han har tilbudt offensivspilleren til en række danske klubber. Foreløbig har ingen bidt på, men det kan stadig nå at ske. Joshua John står noteret for 104 Superliga-kampe for FC Nordsjælland og 28 mål.

Anders Lindegaard, 34 år
Nuværende klub: Burnley FC

Chancen for, at Anders Lindegaard vender hjem til Superligaen, er nok meget lille, men det er alligevel værd at notere hans navn, for den tidligere Manchester United-keeper vil være fjerdevalg i Burnley FC, når alle målmænd er klar. Men der er som bekendt også andre hensyn end de sportslige, og Lindegaard vil formentlig gerne blive i England.

Andrew Hjulsager, 23 år
Nuværende klub: Celta Vigo

En spansk avis skrev i sidste uge, at Andrew Hjulsager har meddelt Celta Vigo, at han vil hjem til Danmark inden transferdeadline, og den spanske klub skal have givet grønt lys. Så er spørgsmålet bare, hvor Hjulsager ender? Brøndby IF er det oplagte bud, men FC Midtjylland meldes også interesseret i midtbanespilleren.

Amir Rrahmani, 24 år
Nuværende klub: Dinamo Zagreb

Midtstopperen fra de kroatiske mestre har været sat i forbindelse med Brøndby IF, og agenten har bekræftet over for tipsbladet.dk, at der er dialog med de blå-gule om en transfer. Lander Amir Rrahmani i Brøndby inden på fredag?

David Ousted, 33 år
Nuværende klub: DC United

DC United sikrede sig for nyligt Bill Hamid på en lejeaftale i FC Midtjylland, og han bliver amerikanernes nye førstekeeper på bekostning af David Ousted. Det mest sandsynlige er, at den tidligere SønderjyskE- og Randers-målmand bliver i USA og tager kampen op, men måske en dansk klub kan lokke Ousted hjem med udsigt til spilletid.

Besar Halimi, 23 år
Nuværende klub: Mainz 05

OB skal have spurgt på Besar Halimi, men hvis midtbanespilleren skifter til en dansk klub, vil Brøndby formentlig være eneste mulighed. Alexander Zorniger vil gerne have lejesvenden fra sidste sæson retur, og forlydender går på, at der er en god chance for, at Brøndby lander Halimi inden fredag.

Morten "Duncan" Rasmussen, 33 år
Nuværende klub: Pogon Sczecin 

Superligaens mest scorende spiller kan plukkes ganske gratis i Pogon Szcecin. Den polske klub har meldt ud, at Morten "Duncan" Rasmussen ikke indgår i planerne for denne sæson, og mon ikke, at en dansk klub er villige til at give den rutinerede målræv en chance. 

Transferfrie emner

En række spændende spillere står pt. uden klub, og det vil helt sikkert også være interessante navne for flere Superliga-klubber. I den forbindelse er det vigtigt at notere, at der ikke er en deadline, der hedder fredag klokken 23.59

Youssef Toutouh, 25 år
Seneste klub: FC København

Det er noget af et mystrie, hvad der sker med Youssef Toutouh. Midtbanespilleren havde udløb i FCK 30. juni, og man har ikke hørt en lyd fra ham siden. En Youssef Toutouh i topform vil være en klar forstærkning af stort set samtlige Superliga-klubber.

Michael Tørnes, 32 år
Seneste klub: Vitesse

Målmanden har ikke spillet ret meget fodbold de seneste par år, men det er en rutineret keeper, der nok skal kunne gøre en forskel i klubber i Superligaen eller NordicBet Ligaen. Michael Tørnes har trænet med i FC Helsingør, uden det kastede en aftale af sig.

Osama Akharraz, 27 år
Seneste klub: FC Helsingør

130 Superliga-kampes erfaring kan hentes kvit og frit. Osama Akharraz og FC Helsingør var ikke noget godt match, og nu er den tidligere Brøndby- og AGF-spiller på jagt efter en ny klub, hvor han kan genfinde tidligere tiders niveau. Skal nok være på blokken i flere danske klubber.