Video : Tipsbladet
Superliga

10 danske transferspørgsmål vi skal have svar på

Det danske transfervindue lukker fredag klokken 23.59. Her er 10 transferspørgsmål, vi søger at få svar på i denne uge.

Det engelske transfervindue er allerede lukket, og det samme er det italienske, så det bliver ikke helt, som det plejer, når det danske lukker fredag aften klokken 23.59.

Der bliver ingen Jan Bech Andersen, der kigger på sin mobiltelefon for at se, om Crystal Palace har hævet buddet på målmand Frederik Rønnow, og i det hele taget kommer bliver det nok ikke så godt, som vi har været vant til.

Men mindre kan også gøre det, for der er en del spørgsmål til det danske transfervindue, vi søger at få svar på. 

Finder AGF den angriber, man hele sommeren har søgt efter?

Har man set Eurosport-programmet "AGF - mellem håb og håbløshed" vil man vide, at de i Aarhus går meget op i, at der lander en ny angriber. Så meget at sportschef Peter "PC" Christiansen af AGF-fans blev foreslået at hente angriber Mauro Icardi i Inter!

Indtil videre har David Nielsens mandskab kun hentet en målmand i form af Oscar Whalley. Uret tikker, og det vil være en skuffelse, hvis klubben ikke får den meget omdiskuterede angriber i hus.

Hvad skal der ske med Bashkim Kadrii?

Han vendte denne sommer tilbage fra et lejemål i Randers FC, og selv om kronjyderne gerne har villet have Bashkim Kadrii tilbage, virker det usandsynligt. Væk skal han dog, for der er ikke meget godt i vente i FCK.

Kadrii er ikke en del af Ståle Solbakkens trup i FCK, så det ligner en spiller, der skal finde andre græsgange, hvis han vil spille.

Der er flere klubber i Superligaen, der gerne vil have Kadrii, men det hele med pris og lønpakke skal passe. Hold øje med AaB - klubben er ved at sælge Edison Flores, og det åbner en plads i truppen.

Er Bubacarr Sannehs bønner blevet hørt?

Det er sjældent, en Superliga-profil nærmest tigger om at komme væk, men det var tilfældet, da Bubacarr Sanneh i Ekstra Bladets spalter bønfaldt FC Midtjylland om at sælge ham til Anderlecht. Det er endnu ikke sket, men måske der kan opstå en åbning i løbet af fredagen efter FC Midtjyllands uhyre vigtige kamp mod Malmö FF torsdag aften.

Anderlecht er stadig interesseret i at købe gambieren.

Forlader Aleksandar Jovanovic AGF og Danmark?

AGF-keeperen er virkelig stærk i visse dele af spillet, og så mangler han måske en lille smule i spillet i luften. Men der er ingen tvivl om, at keeperen har været en kæmpe gevinst for AGF og er blandt de bedste spillere på holdet.

Alene i denne sæson har den serbiske landsholdsmålmand reddet to straffespark, og det gør ham nu til et af de emner, man taler om i forhold til transfer. Det var i øvrigt keeperen selv, der åbnede op for et skifte med ordene, at der kunne ske noget inden for de kommende dage.

Sker det så nu, Aleksandar Jovanovic?

Får FC København afskibet reserven Lüftner?

Michael Lüftner er langt fra holdet i FC København, og så giver det ikke så meget mening for nogle af parterne, at han bliver hængende i den danske hovedstad. FC København arbejder på at finde en ny klub til den tjekkiske midtstopper, og det kan være, en lejeaftale kommer i spil frem mod transferdeadline.

Lüftner lader ikke til at have en fremtid i FCK.

Hvor finder Esbjerg to kantspillere?

Det lader til at være et tema i Danmark denne sommer, at der er et behov for offensive spillere, og at de er svære at finde. Også oprykkerne fra Esbjerg fB må sande, at det er svært. Klubben er ikke førstevælger, når det handler om at finde spillere, men det handler også om at sikre, at man i det mindste får valgt.

Efter salget af Anders Dreyer til engelske Brighton har Esbjerg fB lidt millioner på bankbogen samt et behov for at styrke sig. Selv mener hollænderen John Lammers, at der skal to navne til kanterne. 

Hvilken offensiv forstærkning jagter Vejle?

Oprykkerne har varslet en forstærkning til offensiven inden lukketid, og mon ikke, at klubbens bagland kan støve et navn op via deres enorme netvæk inden fredag aften. Skal vi gætte på, det bliver en udlænding?

Efter en god start på sæsonen i Superligaen har Vejle ikke vundet i seks kampe i streg. Senest gik klubben fra banen uden af score.

Hvem er de to spillere, Brøndby lurer på?

Brøndby-ejer Jan Bech Andersen har varslet et par justeringer i truppen, og meldingen er, at op mod to spillere kan blive præsenteret inden lukketid. Navne som Besar Halimi, Andrew Hjulsager og Amir Rrahmani har været sat i forbindelse med de danske vicemestre, der formentlig kigger efter en midtstopper og en midtbanespiller. Johan Larsson ligner en mand, der har tænkt sig at blive i Brøndby denne sommer.

Alexander Zorniger mener, at han mangler et alternativ til pladsen på den offensive midtbane, så Troels Bech har nok travlt i de her dage.

Hvor ender den dygtige OB-keeper?

Vinderen af Tipsbladets Det Gyldne Bur og dermed retten til at kalde sig Superligaens bedste målmand kan meget vel have spillet sin sidste kamp for OB. Fynboerne har hentet Mandé Sayouba i Stabæk, og han ligner en klokkeklar afløser for Sten Grytebust, der med al sandsynlighed er væk, når transfervinduet lukker.

Navnet Grytebust bliver kædet sammen med noget i Spanien.

Får Bo Henriksen sin ønskede angriber?

Peter Nymann har spillet angriber. Sammy Skytte har spillet angriber. Senest var det Mikkel Qvist, der spillede angriber. Bo Henriksen leder og leder efter en angriber, men i det mindste kan manageren glæde sig over, at klubben senest fik tre point efter et mål af Mikkel Qvist.

Horsens-holdet kan dog dårligt gå en hel efterårssæson uden en regulær angriber, så Henriksen bør krydse fingre for, at det rigtige emne lander på bordet i Horsens.