Enevoldsen udskyder fremtidsbeslutning: Beslutter mig først til sommer
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Enevoldsen udskyder fremtidsbeslutning: Beslutter mig først til sommer

AaB's offensive profil Thomas Enevoldsen har kontraktudløb 30. juni 2017, men han har ikke travlt med at finde en ny arbejdsgiver.

Den 29-årige angriber Thomas Enevoldsen fra AaB har kun halvanden måned igen af sin kontrakt med det nordjyske mandskab, men det får alligevel ikke den tidligere Mechelen- og landsholdsspiller til at bekymre sig om, hvor han skal spille fodbold næste sæson.

Selv om der altid er en fare for skader, har Thomas Enevoldsen valgt ikke at tage en beslutning om fremtiden før efter denne sæson.

Det fortæller han i Nordjyskes podcast, Ripodsten.

- Alt mit fokus har været på at gøre det så godt i de her kampe, jeg får lov til at spille. Det samme i forhold til de her to kampe mod Randers. Det er der, mit fulde fokus er, og i forhold til min fremtid er der ikke noget, der bliver besluttet før efter sæsonen, siger Thomas Enevoldsen til Ripodsten og foklarer senere:

- Jeg har en agent, der tager sig af de ting der. Jeg hører løbende fra ham, hvis der er noget interessant og noget, der kunne være spændende for mig, og så må jeg forholde mig til de ting, men jeg har 100 procent fokus på AaB lige nu og de her kampe. Og hvad der kommer til at ske til sommer - jeg beslutter mig først til sommer, så det er ikke noget, jeg går og spekulerer særligt meget på lige nu, siger han.

Thomas Enevoldsen har været i AaB siden 2014, efter han vendte hjem på en lejeaftale fra belgiske Mechelen. Mechelen hentede Enevoldsen i Groningen, og Groningen hentede den 29-årige offensivspiller i AaB.

På nuværende tidspunkt har Enevoldsen ikke helt afskrevet, at han kan fortsætte i AaB efter denne sæson.

- Muligheden er der stadig. Jeg har indtil sommer, så udløber den (kontrakten, red.). Vi skal måske have en snak efter de her kampe, men jeg tror også, at AaB gerne vil have fokus på de her kampe. Først og fremmest skulle vi lige redde os med det point, vi fik i Viborg. Nu er der fuldt fokus på de to kampe mod Randers, hvor vi forhåbentlig kan løfte vores niveau og udgøre en trussel i det playoff, siger Thomas Enevoldsen.