Esbjerg: Skriver kontrakt med målmand i dag
Illustration
Superliga

Esbjerg: Skriver kontrakt med målmand i dag

Jonas Jensen skriver senere i dag under på en kontrakt med Esbjerg fB, der skal bruge en backup til Frederik Rønnow og hans skrøbelige knæ.

Da 2013 blev til 2014, udløb Esbjergs aftale med tredjemålmand Mathias Rosenørn. Derfor skulle klubben bruge en ny mand til at udgøre det tre mand store team, som målmændene gerne skal være.

Det gav den tidligere Esbjerg-keeper Jonas Jensen muligheden for at vise sit værd, og det har han nu gjort. Han har i hvert fald gjort sig fortjent til en kortvarig kontrakt.

- Vi laver en aftale med Jonas Jensen. Han tiltræder frem til sommer, og det hele falder på plads i løbet af dagen, fortæller Niels Erik Søndergård fra Esbjergs sportslige ledelse til tipsbladet.dk.

Selvom det hele tiden har været meningen, at klubben skal bruge tre mand, der kan tage med hænder, er det heller ikke tilfældigt, at Jonas Jensen-aftalen bliver lavet nu. Frederik Rønnow går således og bakser med et springerknæ, som holder ham væk fra U/21-landsholdet, og her skal Jensen agere backup.

- Jeg ved ikke, hvor slemt det er, men jeg håber det selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er, hvordan sådan en skade reagerer på belastning. Det er vanskeligt, men hvis han træner og bliver doseret rigtigt, kan vi holde ham i gang, ligesom vi gjorde i efteråret, siger Niels Erik Søndergård.

- Han havde også de her problemer, før han tiltrådte, og vi har stor respekt for, at vi ikke skal presse en ung mand til noget, der kan ødelægge hans karriere, så lige nu er vi i gang med de nødvendige undersøgelser og tiltag.

Nødvendige tiltag, er det også at sondere mulighederne for en erstatning, hvis det bliver nødvendigt?

- Det gør vi, men det er også med baggrund i Rønnows situation, at vi skriver med Jonas Jensen. Vi har et ønske om at have tre målmænd, og Jonas har gjort et fint indtryk, siger Esbjerg-chefen.