Video : Tipsbladet
Superliga

Farvel, David: Her er fem bud på en ny AGF-træner

Tipsbladet kommer her med fem bud på, hvem der kan afløse David Nielsen i AGF.

Superligaens længst siddende træner går fra borde.

AGF har onsdag meddelt, at David Nielsen stopper efter lørdagens opgør mod FC Nordsjælland, og det er på mange måder en forventet udgang af en forfærdelig sæson for århusianerne.

AGF satser på at have en ny cheftræner på plads inden 16. juni, og det store spørgsmål er naturligvis, hvem der skal afløse David Nielsen på Fredensvang?

Tipsbladet kommer her med fem bud:

Brian Priske, 45 år, cheftræner i Royal Antwerp

Den tidligere mestertræner i FC Midtjylland står lige nu i spidsen for Royal Antwerp, men der kan næppe længere være nogen tvivl om, at han får sparket efter sæsonens sidste kamp. Ekstra Bladet skrev i søndags, at der allerede har været kontakt mellem AGF og Priske, og han er på mange måder et oplagt valg. Det forlyder dog, at Priske foretrækker at blive i udlandet.

Poya Asbaghi, 36 år, klubløs

Den talentfulde svenske træner blev for nyligt fyret i Barnsley, og ifølge Ekstra Bladet er også han på blokken i AGF. Poya Asbaghi er tidligere U21-landstræner i Sverige, hvor han også har stået i spidsen for IFK Göteborg. Han er blot 36 år og betegnes som ét af de helt store trænertalenter i Skandinavien.

Kent Nielsen, 60 år, cheftræner i Silkeborg IF

Der er ingen tvivl om, at det lige nu er federe at være i Silkeborg end i AGF, men - og undskyld SIF - AGF er bare en mere attraktiv klub for en dansk træner i kraft af dens historie, størrelse og økonomiske muskler. Spørgsmålet er, om Kent NIelsen tænker det samme. Umiddelbart er han næppe interesseret i at forlade Silkeborg IF, men AGF vil være tossede, hvis de om ikke andet har Kent Nielsen på blokken. Den tidligere EM-vinder havde en kort periode som cheftræner i AGF for mere end 20 år siden. 

Mike Tullberg, 36 år, U19-træner i Borussia Dortmund

Den tidligere AGF-spiller vil være et frækt bud på en ny cheftræner på Fredensvang. Han har gjort et flot stykke arbejde med talenterne i Borussia Dortmund, og han er tidligere ungdomstræner i AGF. Mike Tullberg har ingen erfaring som cheftræner på øverste niveau, og det kan meget vel tænkes, at han derfor ikke kommer i betragtning hos Stig Inge Bjørnebye.

Thomas Thomasberg, 47 år, cheftræner i Randers FC

Det vil være kontroversielt at tage fra Randers FC til AGF, men Thomas Thomasberg vil bestemt ikke være den første. Thomasberg har leveret et imponerende stykke arbejde i Randers FC gennem flere sæsoner, og at han er fristet af en ny udfordring, stod klart, da han i vinter flirtede med AaB. Thomas Thomasberg bør være et navn, der bliver vendt på Fredensvang. 

Læs også denne kommentar fra Tipsbladets ansvarshavende chefredaktør om afskeden med David Nielsen. Den finder du lige her.