Video : Tipsbladet
Superliga

FCK er danske mestre: Her er deres vej til Champions League

FC København skal forsøge at spille sig i Champions League-gruppespillet i næste sæson. Her får du et overblik over løvernes vej til de mange millioner i det forjættede land.

FC København vandt søndag over Brøndby IF og sikrede sig dermed klubbens danske mesterskab nummer 13. Det har løverne mulighed for at fejre helt frem til sommerferien, da der reelt ikke står mere på spil for holdet i denne sæson.

Så snart ferien er forbi, bliver det dog hurtigt alvor igen for de danske mestre.

Her skal FC København forsøge at kvalificere sig til gruppespillet i Champions League, som er et af de helt store mål i hovedstaden. FCK har en lang tradition for europæiske gruppespil, men Ståle Solbakkens mandskab har ikke været med i verdens fornemste klubturnering siden 2016/2017-sæsonen.

Her får du et overblik over FC Københavns vej i Champions League-gruppespillet:

Anden kvalifikationsrunde:
FC København indtræder i anden kvalifikationsrunde i den såkaldte "Champions Path", som er for nationale mesterhold. Her vil FCK uden tvivl være seedet og derfor undgå hold som PAOK og Dinamo Zagreb og formentlig også Rosenborg - i stedet venter i første omgang en duel mod et af de hold, der går videre fra første kvalifikationsrunde. Afhængig af seedningerne kan det eksempelvis være Valur fra Island eller HB Torshavn fra Færøerne. Det kan også være hold som The New Saints fra Wales, som FC Midtjylland slog for et år siden i EL-kvalifikationen. Men der er forskel på modstanderne, og hold som AIK fra Sverige og Ferencvaros fra Ungarn er på papiret blandt de sværere modstandere.

FCK vil være en klar favorit til at gå videre fra denne runde.

Tredje kvalifikationsrunde:
Lever FCK op til favoritværdigheden og går videre til tredje kvalifikationsrunde, vil holdet få følgeskab af alle de øvrige vindere i anden runde samt de tjekkiske mestre, formentlig Slavia Prag, og de hollandske mestre - enten AFC Ajax eller PSV. Her skal man naturligvis have in mente, at Ajax kan kvalificere sig direkte med en samlet sejr i Champions League i denne sæson.

FC København vil også være seedet i denne runde.

Modstanderen kan være et af de øvrige mandskaber, der har vundet i anden kvalifikationsrunde - et hold som PAOK kan eksempelvis blive modstanderen. FCK undgår de bedste hold som Ajax/PSV, da de også vil være seedet.

Playoff-runden:
Med i playoff-runden tager FCK de øvrige vindere fra tredje kvalifikationsrunde, og så indtræder mestrene fra Schweiz og Østrig. Vi ved med sikkerhed, at Young Boys bliver den schweiziske repræsentant, mens Red Bull Salzburg bliver Østrigs. Her vil FC København også have en god chance for at blive seedet, men er der lutter favoritsejre frem mod playoffrunden, og vinder Ajax ikke Champions League, vil den sidste seedning gå til enten FCK eller Celtic.

Champions League-gruppespillet:
Går FC København hele vejen og kvalificerer sig til gruppespillet, kan løverne juble over en kæmpe økonomisk gevinst. Da holdet senest nåede hele vejen til det forjættede land, opjusterede løverne forventningerne til årsregnskabet med 200 millioner kroner, så det er det leje, vi er i. FCK vil formentlig være i fjerde seedningslag i et eventuelt gruppespil i Champions League.