Inden for 48 timer vil FC Midtjylland have en ny spiller på plads.
Så klar er meldingen fra sportsdirektør Claus Steinlein, der er gået i gang med at forstærke den FCM-trup, der i næste sæson har Champions League-kvalifikation at kæmpe for, ligesom det er et dansk mesterskab at forsvare.
Klubben er tidligere kædet til spillere som Kian Hansen og Daniel Royer, og det kan meget vel være en af de to, der præsenteres snart.
- Allerede inden for de næste 24-48 timer regner vi med at offentliggøre den første spiller i det her transfervindue, og så kommer der en enkelt mere inden sommerferien, forventer jeg, siger sportsdirektør Claus Steinlein til TV 2 Sport.
FC Midtjyllands Champions League-eventyr starter midt i juli, hvor klubben skal igennem tre kvalifikationsrunder for at nå i det forjættede land.