Video : Tipsbladet
Superliga

FCN’s Skov om FCK’s Skov: Han slår Superligaens målrekord

FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen tror på, at Robert Skov slår Ebbe Sands målrekord i Superligaen.

I denne sæsons Superliga har navnebrødrene Skov ofte løbet med overskrifterne.

Således er Robert Skov fra FC København og Andreas Skov Olsen fra FC Nordsjælland henholdsvis nummer et og nummer to på topscorerlisten, og de er begge godt på vej mod at skrive Superliga-historie.

For Robert Skov er målet Ebbe Sands målrekord i Superligaen på 28 mål, mens det for Andreas Skov Olsen er Peter Møllers målrekord for teenagere i Superligaen på 18 mål. Men mens Skov Olsen har scoret 17 mål og kun er ét mål fra at tangere Peter Møllers rekord, har Robert Skov scoret 22 og mangler seks mål for at tangere Sands målrekord.

Men Robert Skov kan sagtens nå at score yderligere syv mål i denne sæson, mener Andreas Skov Olsen. Det fortæller FC Nordsjælland-topscoreren i et stort fællesinterview med Ekstra Bladet.

- Det gør han - det er jeg slet ikke i tvivl om. Han er allerede på 22, så det er kun en skade, der kan forhindre det, fortæller Skov Olsen i interviewet.

Robert Skov kan komme tættere på målrekorden, når FC København gæster Andreas Skov Olsen og FC Nordsjælland søndag klokken 16.00. Efterfølgende har Skov én kamp i grundspillet samt 10 kampe i Mesterskabsspillet til at nå rekorden.