FCV-profil åben for klubskifte
Foto: Polfoto
Superliga

FCV-profil åben for klubskifte

Jean-Claude Bozga er klar til at prøve noget større end FC Vestsjælland, men med kontraktudløb i 2015 ved han, at klubben først skal sige ja til et eventuelt bud.

FC Vestsjællands stærke midtstopper Jean-Claude Bozga kan muligvis komme i spil til et klubskifte i dette transfervindue. 

Bozga var en af profilerne for FC Vestsjælland i efteråret, og cheftræner Ove Pedersen har tilkendegivet, at der er interesse for forsvarsspilleren fra andre klubber. 

Hovedpersonen selv er åben for et klubskifte, men han er bekendt med, at han ikke selv er herre over fremtiden. 

- Jeg er interesseret, men hvis der er klubber, der vil have mig, skal de først snakke med klubben. Alle spillere vil selvfølgelig gerne prøve mere, for det er et kort liv i fodbold. Jeg venter og ser, hvad der sker. Hvis der er interesse, hvorfor så ikke? Jeg er også glad for at være i klubben, men jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden, siger Jean-Claude Bozga til tipsbladet.dk.

Jean-Claude Bozga kom til FC Vestsjælland for et år siden, men han har siden forlænget sin kontrakt til sommeren 2015. Han er selv opmærksom på, at der findes interesserede klubber. 

- Jeg har godt hørt, at der er klubber, der har kigget på mig, men jeg ved ikke meget mere end det. Vi må se, hvad der sker i fremtiden. Jeg kan være her den ene dag og et andet sted i morgen. Sådan er livet; det kan være mærkeligt nogen gange. Vi må se, hvad der sker, siger Jean-Claude Bozga.

Den 29-årige rumæner med de congolesiske rødder var med i 17 af FC Vestsjællands 18 kampe i efterårets Superliga.