Hjemvendt FCK'er vil afsted igen: Der bliver arbejdet på noget
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Hjemvendt FCK'er vil afsted igen: Der bliver arbejdet på noget

Jakob Busk er tilbage i FC København efter et lejeophold i AC Horsens, men det er kun for en kort bemærkning. Der bliver arbejdet på at finde en ny klub til den 21-årige keeper.

Mandag startede træningen op i FC København efter vinterpausen, og blandt ansigterne var Jakob Busk. Den 21-årige målmand er tilbage i FCK efter et halvt års lejeophold hos 1. divisionsklubben AC Horsens, men han regner ikke med at blive længe.

Planen er, at Busk skal videre på et nyt lejeophold, og dermed skal han ikke konkurrere med Stephan Andersen, Johan Wiland og Kim Christensen, der også er i målmandsteamet på nuværende tidspunkt.

- Planen er, at jeg skal lejes ud, og der bliver arbejdet på nogle ting lige i øjeblikket, så vi må se, om der ikke sker noget inden for det næste stykke tid, siger Jakob Busk til tipsbladet.dk.

I AC Horsens spillede Jakob Busk 17 ud af 18 kampe i efteråret i 1. division, og det er vigtigt for målmanden, at han nu kommer et sted hen, hvor han også kan regne med at skulle lukke handskerne om hænderne hver weekend.

Forude venter nemlig U/21-slutrunden i Tjekkiet til sommer, og på det danske mandskab, der imponerede gennem kvalifikationsturneringen, var Busk fast mand. Den position vil han gerne bevare, og så skal man sørge for at holde sig skarp, siger han.

- Det er jo klart, at det betyder selvfølgelig meget for mig at kunne være med der. Det kunne være en kæmpe oplevelse. Når man har været med så meget af vejen, så betyder det meget, at jeg kan beholde min plads frem mod sommer. Så det har helt sikkert betydning, fortæller Jakob Busk videre.

Jakob Busk har spillet i alt syv kampe for FC København. Hans seneste kamp for københavnerne faldt i marts sidste år, hvor han passede buret i 1-5-nederlaget til FC Midtjylland på hjemmebane.