Video : Tipsbladet
Superliga

Hjulmand kritiserer agent: Gregor er blevet dårligt rådgivet

Kasper Hjulmand mener, at Pascal Gregor er blevet dårligt rådgivet af sin agent, og at der males et forkert billede af afskeden mellem FC Nordsjælland og forsvarsspilleren.

Pascal Gregor forlader FC Nordsjælland til nytår, når hans kontrakt med klubben udløber, og de seneste par måneder er forsvarsspilleren mere eller mindre blevet frosset ud i Farum-klubben. Det fremgik af et interview med Pascal Gregor, som BT bragte onsdag. 

Helt den samme udlægning har FCN-træner Kasper Hjulmand dog ikke.

Han mener, det er en træls sag for alle parter og et trist punktum på et langt og fint samarbejde mellem FC Nordsjælland og Pascal Gregor. Hjulmand mener, at historien i BT er alt for dramatisk og ikke et udtryk for, hvad Gregor virkelig føler.

- Jeg har snakket med Pascal og også om det her. Det er en spiller, som har været væk et års tid, og jeg kan 100 procent stå på mål for både mig og min stab. Han er blevet trænet rigtig godt, og vi ville elske, at han blev her i klubben, vi har også tilbudt ham en kontrakt. Flere gange har hans agent meddelt os, at de ikke ville tale med os og ikke forhandle. Pascal har kigget mig i øjnene og sagt, han gerne vil videre, siger Kasper Hjulmand til tipsbladet.dk.

FCN-træneren mener ikke, at BT's artikel beskriver virkeligheden.

- Pascal føler ikke selv, artiklen er udlagt på en måde, han kan genkende, konstaterer Kasper Hjulmand.

Kasper Hjulmand bryder sig ikke om at pege fingre, men han føler, at Pascal Gregos agent, Antoni Alexandrakis, spiller en stor rolle i forhold til, at bruddet mellem Pascal Gregor og FC Nordsjælland udadtil fremstår uskønt. 

- Jeg kan som sagt stå 100 procent på mål for, hvordan vi har været over for Pascal, og jeg ville ønske, han havde valgt anderledes og fortsat i FC Nordsjælland. Det eneste, jeg er ked af, er hans rådgivning, siger Kasper Hjulmand og tilføjer:

- Jeg er ked af, at en spiller, som jeg holder af og har arbejdet med i seks år, skal havne midt i noget, som han dybest set ikke føler. Jeg synes, han er dårligt rådgivet. Det er dårlig rådgivning, når man ender i et spil som det her med sådanne udtalelser. Det er der ingen grund til. Det er en dårlig måde at slutte af på, og det er et træls træk. Men det er jo spillerens eget ansvar. 

- Jeg vil gerne understrege, at det, jeg undrer mig over, er rådgivningen i det konkrete tilfælde. Jeg har respekt for Antoni som agent, og ham og jeg har kendt hinanden i mange år. 

En af de ting, Pascal Gregor lufter sin frustration over i interviewet med BT, er den manglende spilletid på førsteholdet såvel som reserveholdet.

- Pascal ærgrer sig over, at han ikke har været en del af holdet til sidst, men det er vigtigt at huske på, at han har været udenfor et år, og for de spillere er det vigtigt at blive spillet varm. Men det giver ikke mening eksempelvis at spille Gregor varm frem mod FCK-kampen i stedet for eksempelvis en Viktor Tranberg, når vi ved, at Pascal ikke skal være her efter nytår, siger FCN-træneren.

Kasper Hjulmand fastslår, at FC Nordsjælland og Pascal Gregor efter hans overbevisning skilles som gode venner.

- Jeg synes, det er en stor overskrift på en situation, som er meget stille og rolig, og jeg ønsker virkelig det bedste for Pascal. Jeg ville som sagt virkelig ønske, at han blev i FCN, men spillerne er i deres gode ret til ikke at forlænge, fastslår Hjulmand.

Gregor tilfreds med sin agent
Kasper Hjulmand mener altså, at Pascal Gregor er blevet dårligt rådgivet af sin agent, Antoni Alexandrakis, som i øvrigt også repræsenterer blandt andre Emiliano Marcondes og den tidligere FCN-spiller Andreas Maxsø. 

Den 23-årige midtstopper har imidlertid intet at udsætte på Alexandrakis.

- Jeg har et godt forhold til min agent, og jeg er tilfreds med ham. Jeg føler ikke, jeg har fået dårlig rådgivning, siger Pascal Gregor.

Kasper Hjulmand siger, at artiklen i BT er blevet udlagt på en måde, du ikke kan genkende. Er det rigtigt?

- Både og. I nogle af de ting, der står, kan jeg godt se, man kunne have brugt nogle andre ord, så det ikke lyder så dramatisk.

Hvordan ser du tilbage på din tid i FC Nordsjælland?

- Jeg synes, jeg har haft nogle gode år i FC Nordsjælland, og jeg har været glad for at være her. Ikke noget dårligt omkring det, men jeg har været lidt ked af afslutningen. Jeg havde håbet at komme tilbage og i det mindste få nogle reserveholdsminutter, men sådan blev det ikke. 

Føler du dig frosset ud?

- Det ved jeg ikke. Jeg træner jo med, men jeg er ikke inde omkring kampene. Jeg ved ikke, om "frosset" er det rigtige ord. 

Skilles du og FCN som gode venner?

- Ja, fastslår Pascal Gregor.

Tipsbladet.dk har ligeledes været i kontakt med Pascal Gregors agent, Antoni Alexandrakis, og forelagt ham udtalelserne fra Kasper Hjulmand. 

- Jeg synes, at Kasper Hjulmand er en af de bedste trænere i Danmark, og jeg har stor respekt for ham. Hvad han synes om mig, har jeg ikke nogen kommentarer til, lyder det fra Antoni Alexandrakis. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.