Mikael Ishak fik direkte rødt kort, da Randers FC mandag aften tabte 2-5 til FC Midtjylland i Herning. I første halvleg sparkede svenskeren ud efter Erik Sviatchenko i en situation, hvor bolden slet ikke var i nærheden, og det takserede dommer Jakob Kehlet til et rødt kort.
De fleste er af den holdning, at det røde kort var helt på sin plads, men ikke Mikael Ishak. Han mener i stedet, at det er en lille klubs lod at få sådanne røde kort dømt imod sig.
- Jeg synes ikke, at det var et rødt kort. Hvis jeg havde spillet for et større hold, så havde jeg ikke fået rødt kort. Men når man spiller for et lille hold, så giver dommeren det. Jeg bliver nødt til at acceptere det, siger Mikael Ishak ifølge Ritzau.
Foruden Mikael Ishak blev også Kasper Fisker udvist i opgøret for at sparke Sylvester Igboun i hovedet, og heller ikke han mener, at det røde kort var på sin plads.
- Det var lidt overraskende for mig, at jeg får rødt kort. Det var meget hårdt dømt. Jeg har oplevet situationer som den, hvor dommeren giver gult kort, og jeg har også oplevet situationer, hvor det er mig, der får frispark, fordi det er 'Sly', der fører hovedet frem. Jeg kan ikke se en linje i, at jeg skulle have rødt der - det var mærkeligt, lyder det fra Kasper Fisker.
Randers er på fjerdepladsen i Superligaen.