Månedens Hold i Superligaen - maj
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Månedens Hold i Superligaen - maj

Tipsbladet.dk er klar med Månedens Hold for maj.

Det er i maj, at Superligaen afgøres, og vi fik en hæsblæsende slutspurt i denne sæson, hvor der helt indtil sidste spillerunde var kamp om tredjepladsen og selvfølgelig det danske mesterskab, som gik til FC Midtjylland. I den modsatte ende af tabellen måtte vi sige farvel til FC Helsingør, der er tilbage i 1. division efter en enkelt sæson.

Der er stadig et par kampe tilbage i kalenderen, men da de fleste hold er gået på sommerferie, og det blevet tidspunkt for Månedens Hold.

Her er Månedens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Jesper Hansen, FC Midtjylland
Den danske landsholdsreserve steppede for alvor op, da mesterskabskampen spidsede til, og Jesper Hansen huskes især for en helt forrygende præstation i Telia Parken mod FC København. FC Midtjylland vandt 2-0 i nationalarenaen, og det kunne udelukkende lade sig gøre, fordi Jesper Hansen diskede op med en stribe klasseredninger. 

Højre back: Alexander Munksgaard, FC Midtjylland
Det var ikke på højre back, de største præstationer blev leveret i maj, men Alexander Munksgaard fortjener et stort skulderklap for sin ageren i en højdramatisk periode. Vi taler om en mand, der stort set ikke har spillet i denne sæson, men som pludselig blev kastet for løverne, da det spidsede allermest til. Den opgave løste 20-årige Munksgaard meget fornemt.

Central forsvarer: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland
Sikke en præstation af FCM-stopperen. Erik Sviatchenko har været god hele foråret, men han løftede sit niveau endnu mere i de afgørende kampe for ulvene, og han har en meget stor aktie i det danske mesterskab. Nu skal det blive spændende at se, hvad fremtiden bringer for Sviatchenko, der er ejet af Celtic. Hvis han drager videre, kan han se tilbage på et lejeophold i hjerteklubben, som næsten ikke kunne skrives bedre. 

Central forsvarer: Bubacarr Sanneh, FC Midtjylland
Bubacarr Sanneh har været den bedste midtstopper i Superligaen i denne sæson, og han satte et forrygende punktum med nogle gode præstationer til slut. Og så har Sanneh en unik evne til at score mål. To af slagsen blev det til i maj, og prikken over i'et var naturligvis den afgørende scoring på Brøndby Stadion, som for alvor fik guldfeberen til at rase i det midtjyske. Bubacarr Sanneh bliver mange, mange penge værd for FC Midtjylland en dag. 

Venstre back: Jakob Ahlmann, AaB
Jakob Ahlmann var AaB's bedste spiller mod slutningen af sæsonen, hvor han rundede af med tre forrygende præstationer - vel at mærke mod hold som FC København, FC Nordsjælland og Brøndby IF. AaB fik i månedens løb også en kontraktforlængelse på plads med Jakob Ahlmann, og hvis venstre backen kan tage niveauet med over til næste sæson, er det ikke på den position, nordjyderne kommer i knibe. 

Højre midtbane: Jens Stage, AGF
Jens Stage har spillet lidt centralt og lidt på kanten, men én ting er gået igen på begge positioner. Han har gjort det sublimt. AGF-spilleren har erobret fansenes hjerter, og han har potentialet til at blive en stor Superliga-profil i fremtiden. Nu kan han passende slutte en stor sæson af med at drille FC København. 

Central midtbane: Nicolai Poulsen, Randers FC
Randers FC har sikret sig overlevelse i Superligaen efter en meget turbulent sæson. Kronjyderne har alt i alt spillet et udmærket forår, og måske noget af det kan skyldes Nicolai Poulsens tilbagevenden. Midtbanemanden var i efteråret udlejet til norsk fodbold, men har i foråret kunnet gøre en forskel for Randers, og det har han gjort. Stod stærkt i billedet i de afgørende kampe i maj. 

Central midtbane: Jakob Poulsen, FC Midtjylland 
FC Midtjylland-anføreren sluttede sæsonen af med at hæve pokalen, og hvor har han dog bare været god i denne sæson. Maj var sådan set ikke den bedste måned for snart 35-årige Jakob Poulsen, men han har et ekstremt højt bundniveau og spiller aldrig en dårlig kamp. En stor helt på FCM's guldhold.

Venstre midtbane: Saba Lobjanidze, Randers FC
Kamil Wilczek blev i sidste uge kåret som Forårets Profil i Tipsbladet - en kåring, Superliga-trænerne selv står for. Ved den lejlighed fik Saba Lobjanidze ikke et eneste point, og det tegner et billede af en georgier, der måske er gået lidt under radaren. Og det er en skam. Saba Lobjanidze fortjener nemlig enorm anerkendelse, og han satte trumf på i maj med en række afgørende scoringer på kronjydernes vej mod overlevelse.

Angriber: Martin Pusic, AGF
Martin Pusic står med en uafklaret fremtid, men han har solgt sig selv på bedste vis mod slutningen af sæsonen. Efter en blandet start i AGF har angriberen støvet målnæsen af, og i maj blev det til fire scoringer. Desværre for Pusic og AGF fik angriberen raget et rødt kort til sig i returkampen mod SønderjyskE, og det betyder, at han misser fredagens Europa-finale mod FC København. Dermed har han måske spillet sin sidste kamp for århusianerne.

Angriber: Bashkim Kadrii, Randers FC
Randers FC har vundet 2-1 tre kampe i træk, og Kadrii scorede ikke i et eneste af opgørene, men han assisterede en holdkammerat i dem alle sammen, og i det første opgør mod FC Helsingør bankede han bolden i kassen dirkete på frispark. Bashkim Kadrii er den store stjerne i Randers, men kronjyderne må formentlig forberede sig på, at han forlader klubben. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.