Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: Esbjerg arbejder på stort navn

Esbjerg arbejder på yderligere forstærkning, og ifølge TV3 Sport er der et stort og velkendt navn i spil.

Der har været masser af aktivitet i Esbjerg fB indtil videre i dette vindue, og transfer-festivitassen ser ud til at fortæstte helt til midnat for vestjyderne og klubbens sportsdirektør Ted van Leeuwen.

Ifølge TV3 Sport arbejder Esbjerg fB på at styrke truppen yderligere i løbet af tirsdagen, og angiveligt skal Superliga-klubben, der indtil videre i dette transfervindue primært har hentet georgiere og grækere til klubben, arbejde på en transfer med et større og mere velkendt navn.

Det vil Ted van Leeuwen ikke bekræfte, men han medgiver, at vinduet ikke er lukket i Esbjerg.

- Vi arbejder ikke kun på en offensivspiller, vi arbejder på lidt af det hele. Hvis en mulighed opstår, tager vi den, siger Ted van Leeuwen til TV3 Sport.

Transfervinduet i Danmark lukker klokken 23.59.