Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: Marcondes tæt på Brentford

Danskerkolonien i Brentford ser ud til at blive større, da FC Nordsjællands Emiliano Marcondes nu rygtes til klubben.

Rygterne om et skifte til Brøndby for FC Nordsjællands Emiliano Marcondes bliver nu erstattet af tilsvarende rygter om, at den teknisk velbegavede Marcondes er på vej til Matthew Benhams engelske Championship-klub Brentford.

Det skriver bold.dk.

Ifølge mediet har spilleren været til møde i London-klubben, hvor spiller og klub skulle være enige om en kontrakt. Marcondes' aftale med FCN udløber til nytår, og derfor kan han frit forhandle med andre klubber.

Det kan derfor betyde, at Marcondes vælger at skifte på en fri transfer til vinter, men det skulle eftersigende være meningen, at Brentford gerne vil have spilleren allerede nu, så der kan gå en transfersum til FCN.

Emiliano Marcondes kan derfor ende med at blive holdkammerat med blandt andet Henrik Dalsgaard, Lasse Vibe og Andreas Bjelland.

FC Nordsjælland har i dette transfervindue haft godt gang i salgene, hvor de har tjent særdeles godt på at sende Stanislav Lobotka til Celta og Marcus Ingvartsen til Gent.