Mikkel Vendelbo på vej til 3. Bundesliga
Illustration
Superliga

Mikkel Vendelbo på vej til 3. Bundesliga

Midtbanespilleren Mikkel Vendelbo er tæt på at have fundet sig en ny klub, og noget tyder på, det kan blive 3. Bundesliga-klubben Holstein Kiel.

Mikkel Vendelbo er på vej væk fra Hønefoss efter nedrykningen fra Tippeligaen, og den danske midtbanespiller kan nu være på vej til et skifte til tysk fodbold. Kieler Nachrichten skriver i hvert fald, at 3. Bundesliga-klubben Holstein Kiel er interesseret i den tidligere Esbjerg-spiller, og at han kan blive klubbens næste indkøb.

Tidligere har Vendelbo givet udtryk for, at han gerne vil hjem til Danmark, og Randers er blevet lanceret som en mulig køber af Vendelbo. Der er dog meget, der peger i retning af, at Vendelbos danske bejlere er ude af billedet, men det ønsker hans agent Gulli Tomasson ikke at bekræfte.

- Vi har arbejdet på at finde en løsning, og vi er kommet tættere på, men det er ikke 100 procent afklaret, siger Tomasson til tipsbladet.dk uden at ville kommentere på den tyske avis' påståede interesse fra Holstein Kiel.

Hvis Mikkel Vendelbo skriver kontrakt med Holstein Kiel, bliver han holdkammerat med danskeren Casper Johansen, der har lavet to mål i 18 kampe i denne sæson. Holstein Kiel ligger nummer 17 - fjerdesidst - i 3. Bundesliga.