Mit største øjeblik: Wembley mod England

- Mit største øjeblik var helt sikkert landskampen på Wembley i 1994. Det var en kæmpe stor oplevelse. Bare det at være udtaget til truppen var en stor bedrift for mig, men at komme ind foran de 72.000 mennesker var ubeskriveligt. Det er lige det, jeg havde drømt om, da jeg løb rundt som lille spiller oppe i Frederikshavn. Der var fuldt hus, for det var Terry Venables første kamp som manager for dem, og der var stor opmærksomhed omkring kampe, og det gjorde det kun sjovere.

Kampen var også helt speciel for mig, fordi min far var på stadion. Jeg mistede ham desværre et par år efter i 1997, så den kamp betyder meget for mig i dag. Det var en stor ting for mig, at han nåede at se mig gøre debut for landsholdet, og det var også en stor oplevelse for ham, kan jeg huske. Han har trænet mig som dreng i Frederikshavn, så han var pavestolt, kunne man se, da nationalmelodien blev spillet, og han stod der og kiggede på. Det var dejligt.

- Hele optakten til udtagelsen gik ret hurtig. På det tidspunkt var jeg lige blevet solgt fra Viborg til Silkeborg i i december måned '93, og jeg skulle forsøge at hjælpe Silkeborg til at vinde DM, hvilket i sidste ende også lykkedes. Jeg havde haft en fin periode i Viborg året inden, og måske var det derfor, Richard Møller Nielsen valgte at udtage mig til ligalandsholdets tur til Hong Kong. Jeg spillede et par fine kampe derovre, men jeg fik ikke scoret, hvilket irriterede mig lidt - især fordi nogle af de andre offensive spillere på turen scorede: Peter Møller, Heine Fernandez og Johansen-tvillingerne spillede godt og scorede, så vist jeg husker. Jeg spillede alle kampe, og jeg lagde godt nok op til et par stykker, men jeg havde nok ikke helt regnet med, at mine lansdholdschancer var helt vildt store, for en type som mig bliver målt på antal scoringer. Det er det, jeg var været kendt for, så jeg havde kun en lille drøm om at nå A-landsholdet en dag.

- Den gik heldigvis i opfyldelse. Senere samme forår kom jeg med alligevel. En uge op til landskampen på Wembley var vi lige taget på træningslejr på Cypern med Silkeborg som forberedelse til forårssæsonen, og jeg fik beskeden om, at jeg var udtaget til landskampen, mens jeg var på hotellet. Mine forældre ringede og sagde det. De havde læst det et eller andet sted, så det var en lidt alternativ måde at få beskeden på.

- Et par dage senere stødte jeg så til truppen i London. De andre spillere var kommet, da jeg ankom til hotellet. Jeg var 22, og jeg var godt nok en lille mand, da jeg kom ind på hotellet og ser Peter Schmeichel komme ned af trapperne som den første. Det var store navne, og det var en stor udfordring at spille med dem. Vi trænede fire gange inden kampen, mener jeg, og der kunne man virkelig mærke niveauforskellen fra det, jeg var vant til.

- Selv kampen tabte vi med 1-0. Det er et kæmpe stort stadion, og jeg kan huske, at jeg løb og varmede op og kiggede ind på de spillere, der løb derinde. Det virkede lidt surrealistisk. David Platt var med. Manchester Uniteds back Paul Parker var der, og David Seaman stod i målet. Jeg kan også huske, jeg lagde mærke til Tony Adams. Det var store navne, så da der stod Søren Frederiksen på tavlen, da jeg skulle ind, virkede det lidt sjovt.

- Midt i anden halvleg kom Flemming Serritslev ned på sidelinjen og sagde, at nu skulle jeg altså ind. Jeg var fuld af energi og spilleglæde, hvilket også er mine forcer. Jeg har aldrig været det største talent, så jeg måtte ind og løbe med dem og være aggressiv, men de var jo ret gode.

- Det er i øvrigt tradition, at debutanter skal holde tale efter kampen, så jeg måtte op og sige et par ord. De andre landsholdsspillere begyndte til vores fælles middag at banke på glasset og krævede en tale. Det var næsten lige så nervepirrende som at komme ind i landskampen inden. Men jeg fik sagt, at jeg var beæret og stolt, og at de havde taget godt i mod mig. Jeg tror også, jeg fik sagt, at jeg håbede at se mere til dem, men det blev desværre kun til de seks landskampe.

Superligaens mest scorende spiller nogensinde, Søren Frederiksen (født 26. november 1972 i Frederikshavn), startede og sluttede i Viborg og nåede i løbet af sine ophold i klubben at gøre sit trøjenummer, nummer 22, helligt, så ingen nogensinde kommer til at spille med det igen. Efter 13 mål i 18 kampe i debut-sæsonen 93/94 rykkede han til Silkeborg, hvor han spillede i to sæsoner, inden han igen kom til Viborg. Efter en afstikker på fem år til AaB sluttede den hurtige angriber i 2006 karrieren, hvor han startede sin professionelle tilværelse: I den grønne VFF-trøje. Det er også her, manden med seks landskampe arbejder i dag. Nu gør han sig nemlig som assistenttræner for 1. divisionsholdet.