Video : Tipsbladet
Superliga

Nørgaard: Vigtigt at komme godt fra start

Brøndby IF påbegynder Superligasæsonen i morgen, og det skal ske med en sejr.

I morgen er ventetiden endelig slut for Brøndby IF, der starter en ny sæson i Superligaen på hjemmebane mod FC Midtjylland.

Det er et opgør, som midtbaneprofilen Christian Nørgaard glæder sig til, og her skal den gode indledning på sæsonen, som startede med sejren over VPS Vaasa i Europa League-kvalifikationen, fortsættes.

- Det er dejligt, der er noget at spille om nu, og det ikke er hård løbetræning og træningskampe. Vi har glædet os over sejren i torsdags, men vi ser frem til kampen i morgen, og det er vigtigt at komme godt fra start, siger Christian Nørgaard til holdets hjemmeside.

Netop styrken hos FC Midtjylland gør, at Brøndby IF skal være vågne fra start af, når de blå-gule starter forsøget på at vinde Superligaen for første gang siden 2005.

- Det er en god test allerede i første runde. Vi ved, hvor stærk en modstander FC Midtjylland er. Vi havde nogle gode og hårde kampe mod dem i sidste sæson, både i Alka Superligaen og i DBU Pokalen, så vi glæder os til kampen, forklarer Nørgaard.

Kampen fløjtes i gang i morgen klokken 18.00.