Video : Tipsbladet
Superliga

Ny FCK-back skal bruge en måned på at blive klar

Guillermo Varela har haft store problemer med skader i efteråret og kommer ikke til FC København i topform. Han regner med, at han skal bruge en måned på at spille og træne sig til det.

Sidst Guillermo Varela var på banen til en fodboldkamp, var det under VM. Backen startede inde i Uruguays to første kampe, men siden den 20. juni har han ikke spillet så meget som et eneste minut for hverken lands- eller klubhold.

Det skyldes især, at han i efteråret var hårdt ramt af skader, og derfor kommer han ikke ligefrem til FC København i sit livs form. Det skal dog nok komme, vurderer hovedpersonen selv.

- Jeg tror, jeg måske har brug for en måned for at blive klar. Men det bliver bedre, så jeg skal bare træne og blive stærk, siger Guillermo Varela til FCK TV.

Holder den prognose stik, bliver Varela klar, lige efter Superligaen starter op igen. FC København spiller således holdets første kamp i 2019 den 10. februar, hvor SønderjyskE lægger vejen forbi hovedstaden.

Inden da får Varela og de andre FCK-spillere også mulighed for at finpudse formen med træningskampe. Superligaens førerhold spiller en enkelt mod FC Roskilde om en uge, inden der venter tre af slagsen på holdets træningslejr i Dubai.